Hell Night 2019

Kære læser.
Tak for at du har klikket dig ind på dette indlæg. Det du skal til at læse her, er min personlige beretning fra Hell Night 2019. Jeg vil tage dig med helt ind i mine tanker og reaktioner. Det kan være, at jeg overdriver en smule undervejs, men jeg håber at du vil føle dig underholdt.
Hell Night er et 6 timers OCR-event, der udfordrer deltagerne både på det fysiske og psykisk plan. Vi (deltagerne) kender ikke udfordringerne på forhånd, men det ligger i luften, at vi ikke kun løbe klassiske OCR (over, under og igennem forhinderinger)

Event: Hell Night
Arrangør: Frederiksværks motionscenter
Medarrangører: Reborn OCR og Evolution Race
En særlig tak til Jens for billeder, giv hans facebook side et link: j.p ocr/sport-foto

Prolog
For 9 dage siden viste jeg ikke at jeg skulle stille op til Hell Night. Men jeg har altid været fascineret af “The Grind” altså de udfordringer, hvor det bare handler om at æde sig selv og arbejde sig igennem udfordringen. Jeg ser det, som en form for test af vilje.
Da jeg gik til soldat i mine unge dage, og under mine besøg hos Frømandskorpset, har jeg hørt mange historier om den legendariske Hell Week. En uge under frømændenes primære uddannelse, hvor de bliver testet og presset til det ydereste. Det er en af de udfordringer, jeg altid har drømt om at give mig selv.
Så jeg startede da naturligvis med at sige pænt nej tak, da jeg fik invitation. Jeg er ikke i god nok form, jeg vejer 10-15 kg for meget, jeg har ikke trænet lang distance i 2,5 år. Undskyldninger var der nok af. Men da jeg kørte hjem, kunne jeg ikke slippe tanken, Så dagen efter, spurgte jeg om tilbuddet stod ved magt. Det gjorde det, og jeg slog til. Nu må det briste eller bære.

Lykkelig uvidenhed og eksploderne lår.
Vi står i en sø, i vand til livet (nogle til halsen). Vi bærer alle på et bildæk. Oppe på bredden, står instruktøren og byde os velkommen. Jeg lytter ikke rigtig efter, for jeg er koncenteret om ikke at vælte ind over hende, som står foran mig. HOVEDET UNDER! Hører jeg instruktøren råbe, og alle andre dukker hovedet ned i det mørke vand. Jeg når at spørge mig selv, hvor for det var at jeg gik i bad og satte hår før det her?
Vi bliver gennet op af søen og alle følger instruktøren ud i den nærliggende skov. Alt om mig er kaos og lige pludselig ligger folk i kanten af stien og laver push ups. Jeg tøver og når at tænke “Skal vi også lave push ups” da en anden instruktør råber at vi skal forsætte med at løbe. DE FØRSTE 10 LAVER 10 PUSH UPS! Jeg kaster mig ud i siden med mit dæk. De andre deltagere løber lige forbi næsen af mig. Kaos forsætter med burpees og mere løb med dæk. Jeg er sikker på at min puls ligger på 280 BPM. Mine lunger er ved at springe ud af brystet på mig. WALKING LUNGES råber instruktøren. Jeg tager et stort skridt og går ned i knæ, da jeg kan mærke en stikkende smerte i mit for- og baglår. Det føles som muskelfibrerne er ved at sprænges.Det samme gentager sig på det andet ben. Mine ben sejler rundt og jeg kæmper for at styre dem. Mine lunger føles nu, som om de ved at blive revet ud. Jeg kæmper for at styre min vejrtrækning. Jeg er presset og vi har ikke været i gang i en time endnu.
Et lille Pro-Tip. Lad vær med at “hvile” bildækket på den der hyggedelle, der sidder på siden. Det giver et grimt slidsår.

Blindebuk Hell Night style.

OCR-Banen
Vi sidder i hvert vores bildæk og får instruktioner om næste udfordring. Vi skal løbe så mange runder, som muligt på en kort klassisk OCR-bane. Vi starter med en tur i søen igen. Alle ca 100 deltager kæmper for at komme ned i vandet og rundt på den lille svømmerute. Jeg ligger midt i klump af mennesker og kan ikke komme frem. Når jeg tager et svømmetag, får jeg sparket eller skubbet til en af de andre racers. Jeg får også selv et par spark. Et af dem, ret tæt på klokkeværket. Okay, jeg må tage det roligt. Det nytter ikke at kæmpe sig frem. Jeg træder næsten vande og kommer kun langsomt frem.
På land igen. En hurtig forhindring. En huskeopgave. AW3L. Jeg løber og mumler Alfa Whisky 3 Lima for mig selv, igen og igen. Jeg kæmper for at få gang i mine tunge ben, der stadig er fyldt med mælkesyre. Jeg bliver overhalet. Over forhindring. Igennem forhindring. Ned og rulle. Jeg er rundtosset, da jeg rejser mig igen. Er ved at vælte ind i strømhegnet, til hestefolden ved siden af mig. Ny forhindring. Ned med fødderne i et dæk, og så skal man kravle fremad med fødderne i dækket. Hvis det her går ret meget langsommere for mig, så triller jeg baglæns. De andre racers, som ikke allerede har overhalet mig, får chancen her. Jeg bliver overhalet til højre og venstre. På et tidspunkt, er der en snegl, der tager omgange omkring mig.
Op på fødderne igen. Videre til halmstakke. Over dem. Ned og kravle. Mine knæ skriger af smerte, imens jeg langsomt kravler op ad den lille bakke, der føles, som Mount Everest. Efter hvad, der føles som et par timer med kravl, får jeg lov til at løbe 5 meter, inden jeg skal ned og kravle igen. Denne gang mudder. Mine knæ er næsten taknemlige for det kolde mudder og vand. Ny vandgrav, denne gang skal hovedet under. Op over mudder bakken. Jeg ser en irsk bænk i rollerudgaven. Altså med våde bildæk på. Jeg når at tænke: “Hvordan i f*cking helved skal jeg kommer over den, da Tina (en af de andre racers) kalder mig. “jeg giver dig et hestesko” og inden at jeg kan nå sluge min mandelige stolthed, har hun nærmest smidt mig halvt op over forhindringen. OCR-piger er fandme badass!
Ned og kravle igen. Mine knæ skriger, da jeg knæler ned. F*ck det, jeg ruller. Da jeg rejser (ret rundtosset) ligner jeg mest af alt en romkugle med kokus. Videre til flip med jernbanesvælger. Jeg er stadig rundtosset og er ved at løbe ind i ladeporten, da retter mig op. Ind i den næste lade. Mine lave løbespring over halmballerne, sidder i skabet. Så er der stadig noget den gamle her kan.
Ud af laden igen. Rundt om hjørnet. Jeg ser to kontrollanter. F*ck, hvad var det jeg skulle huske? Jeg får fremstønnet Alfa Whisky 3 Lima. Korrekt! Min belønning: en tur til. Jeg hører nogle sige, at jeg er den sidste. Pis! Jeg viste at jeg var i dårlig form, men sidst??? Der er kun en vej, og det er fremad.
Vi bliver stoppet, da jeg er 2/3 af min anden runde. Der er sikkert nogle, der er på 3 eller 4 runde. Vi samles i gården. Udfordringen er slut

Hell Night buffet og cocktails.
Vi får besked på at sætte os i hestemøddingen. Vi får mulighed for at få lidt snacks og vand. jeg går direkte efter vandet. Jeg behøver ikke noget at spise. Da der ikke er nok vand, må deles. Hvordan får man fordelt vandet, så det er rimeligt for alle? Mit hoved begynder på alle mulige regnestykker, da jeg kigger på min flaske. Jeg har drukket halvdelen, så jeg giver den videre til den nærmeste.
Vi bliver kaldt til samling. Vi skal nu til det jeg har frygtet mest. Indtagelse af klamme ting. Vi bliver linier op i tre rækker. En til hver “delikatesse” og menuen står på rå æg, surstrømming og en særlig Hell Night cocktail, med med blandt andet chili i.
Jeg holder mig for næsen og prøver bare at sluge. Det går næsten også fint. Men da jeg har taget ægget, vender jeg om, går fem skridt og så kommer det op igen.
Heldigvis er jeg ikke alene om dette. Folk brækker sig til højre og venstre. Alle har opstød og kæmper for at holde det i sig. Vi får besked på at sætte os i hestemøddingen igen.
Vi får udleveret nogle tøjstrimler, som vi skal binde for øjnene. Så skal vi kravle ned i den anden ende af møddingen. Jeg havde aldrig troede at jeg næsten ville nyde at kravle i hestemøg, men der er næsten ingen smerter fra knæene. Kun varmen fra mødding. “Op og stå. Følg min stemme!” Kommandoerne er klare. Men jeg går rundt, som en zombie, med armene ud til siderne. Jeg får fanget en anden hånd. Jeg ved ikke hvem det er. Men “We are in this together” så vi må hjælpe hinanden. Med små usikre skridt går vi fremad sammen. Vi bliver stoppet. Jeg kan høre at vægtvestene bliver fordelt igen. Det bliver råbt numre op. “17! Hvor er 17?” Jeg har nr 117, så jeg holder vejret. Bare de ikke retter det. Jeg magter ikke en vægtvest. De retter det ikke, og vi bliver sat i gang med at lave forskellige øvelser. Blindebuks burpees er lidt af en udfordring, og de forgår meget langsomt. Lige som blindebuks push ups og de andre øvelser. Efter hvad, der føles, som en million gentagelser, får vi besked på at tage bindet af. Helt desorienteret kigger jeg rundt. Vi var ikke der, hvor jeg troede. Alle andre sætter i løb, jeg føler efter. Vi skal ned og sidde på dækkene igen. Denne fase er nu slut og vi skal i gang med næste kapitel, som kaptajn Freddy kalder det.

Mens vi venter på Hell Night buffet

Den uendelige shortcourse
Vi bliver lukket ind i en ridehal, hvor der er opstillet forskellige forhindringer. Instruktion: Gennemfør så mange runder, som muligt. Hvis I er heldige, så får I en runde med en vægtvest.
3-2-1-GO! Som et mindre menneskehav bevæger vi os hen mod de første væg. Kaos, folk springer op og ved at sparke hinanden i hovedet. Jeg undgår en str 45. Finder et hul i menneskehavet og springer op. Svinger benene over, og er sikkert også ved at ramme et par stykker. Sorry.
Næste forhindring, er at slæbe på noget udstyr til ridestævner. Det ligner mest af alt et stykke stakit. Jeg løfter stakittet op og går med museskridt rundt om de to mærkeringer. Det var gik fint.
Videre til en skrå væg, der længer sig ind imod mig. Jeg springer let op og over.
Næste er “Over/under” i springridningsudgaven. Jeg føler mig lidt som de små piger på kæpheste, der leger springheste.
På næste forhindring, er der frit valg imellem Reborns Blackbox og deres Muscle-up. Jeg vælger Blackbox. Lige som de fleste andre.
Videre til Evolutionraces høje væg med et vindue, hvor man skal igennem. Direkte videre til Roller, hvor man klemme sig igennem to niveauer af dæk. Tre kolbøtter, så man kan blive godt rundtosset og man er klar til næste runde.
Jeg kan ikke huske hvor mange runder jeg har været igennem, da jeg kigger op. Igennem tagvinduerne, kan jeg se at det er blevet mørk udenfor. I dagene op til, havde jeg noteret mig hvornår solen gik ned og det blev mørkt. Jeg smiler. Prikker til raceren ved siden af mig. Klokken er over 21:00, så der er mindre end 3 timer tilbage og vi er over halvvejs. Vi smiler og arbejder videre.
Min krop er træt. Jeg er tørstigt. Faktisk så dehydreret, at jeg har hovedpine. Det føles som om huden på min mave og arme er blevet sandblæst. Det er et smertehelvede hver gang jeg skal over en væg eller igennem Blackbox. Jeg blive “belønnet” med 10 burpees for at ramme en af pælene på Over/under-forhindringen. Det er de langsomste burpees i verden. Jeg kan høre folk i det fjerne (på tilskuerpladserne), der råber mit navn. Hele ridehallen kører rundt. Mine skridt at tunge og usikre. På et tidspunkt er jeg ved at gå ind i en væg. Siden runde 3 har jeg valgt at få (og give) så meget hjælp, som muligt, for at spare på mine kræfter. Selv jeg ved at vi er over halvvejs, så ved jeg ikke hvad, der kommer om lidt.

Hell Night Stram op-workout.
Vi er blevet flyttet over i en anden ridehal. Vi er i gang med den sidste af 3 x 9 minutters workout. Mit hoved kæmper en kamp for at regne ud hvor lang tid vi har været i gang, mens min krop bliver ved med at gå i krampe. jeg kan ikke løfte mit hoved, når jeg laver sit-ups, for muskelerne i min hals, er færdige. Når jeg bukker benene, så går min hoftebøjer i krampe. Jeg ligger faktisk bare og spætter, som en fisk på land. Hver gang en instruktør kommer i nærheden af mig, prøver jeg at stramme mig an, og udføre øvelserne rigtigt. Men jeg har ikke længere den fulde kontrol over min krop.
WORKOUTEN ER FORDI! Jeg kæmper for at komme på benene. Mit hoved dunker. Min mund er tør. Hele verden snurrer lidt rundt. Jeg er dehydreret. Næste udfordring er noget med at bære på nogle sten og lave nogle flere øvelser (lunges og frøhop). Men først skal vi lige en igennem søen. De første løber ud af hallen og ud i den kølige aftenluft. Hvorfor har de så travlt? Jeg bevæger mig fremad, som en zombie. Følger bare med strømmen. På vej ned til søen med det sorte vand, prøver jeg at fortælle mig selv at jeg har prøvet det, der er værre før. Jeg kan bare ikke komme i tanke om hvad. Som en gammel mand, med gangstativ, går jeg ned i det kolde sorte vand. Jeg er for træt til at reagere på kulden. Jeg prøver at sætte fra i den bløde bund, men det er som at træde i luft. Jeg begynder at bevæge mine arme i noget, der skal ligne svømmetag. Prøver at fokuser på hvordan vandet holder min krop oppe. Prøver at fokusere på min vejrtrækning. Ikke tænke på de små kramper i ryggen, og hvad der ville ske, hvis de udvikler sig til store kramper. Jeg kan høre stemmer omkring mig. Stemmer fra bredden, der prøver at guide. Stemmer fra de andre i vandet. Den snor, som vi kunne følge tidligere, ligger halvt under vand, så jeg prøver at styre efter en pind, der stikker op ad vandet. Min fod finder snoren, og er ved at vikle sig ind i den. Jeg er for træt til at gå i panik, så jeg sparker bare og kommer fri.
Jeg vender rundt og begynder at svømme ind mod bredden. Jeg bliver blændet af lyset fra billygterne, som peger ud over bredden. SVØM MOD LYSET. Jeg ved ikke om det er noget, jeg tænker, eller der er nogen omkring mig, der råber det. Det eneste jeg kan se, er lyst og nogle sorte prikker, som jeg tror er de andre i vandet. Kramperne i ryggen tager til. Mine arme er trætte. Jeg kan ikke mærke mine ben. Jeg er så tørstig at jeg overvejer, at drikke at det sorte vand, i søen. Jeg fantaser om den lyksalige følelse af vand, i munden, hver vandet rammer mine tørre læber. Jeg svømmer. Krampe. Stemmerne bliver højere. Pludselig bliver stukket en hånd ned foran mig. Jeg rækker ud efter den og bliver trukket op på bredden. Min krop ryster. Jeg ligger med hovedet i græsset. Det her skal vi igennem igen? Jeg tænker tilbage på min vintertræning, som soldat. Bevægelse skaber varme. Jeg rejser mig og begynder at bevæge mig tilbage til hallen.
Inde i hallen, skal vi gå en tur med en sten og lave flere øvelser. Jeg bevæger mig i et rolig tempo. Der er ikke nogen grund til at være den hurtigste (det er der hellere ikke fare for), tiden skal bare gå. Jeg er næsten færdig med min runde, da instruktøren råber at søen er nu lukket og vi “bare” skal forsætte herinde. Indvendigt smiler jeg og jubler.

Teamwork
Workouten er forbi (jeg hører det, som noget andet. Vi bliver guidet tilbage i den første hal, hvor vi får en snack og et lille glas NOCCO drink. Jeg tømmer glasset med det samme, og overvejer om jeg skal tage et mere. Men jeg overhører et spørgmål. “Sikker mange de er. Mon vi har talt rigtigt” Jeg dropper min plan om at stjæle et glas mere. De andre deltagere må være lige så presset, som mig, og der skal være til alle. Jeg må udskyde mit eget behov.
Vi skal igennem shortcoursen igen. Denne gang, som hold. Vi fordeler os i 8 mands grupper. Hver gruppe får en vægtvest, som en i gruppen, skal bære på hver runde. Denne person, må ikke røre jorden og ikke hjælpe på forhindringerne. Personen skal altså bæres. 
Jeg er heldig og kommer på et godt team. Der er et par stykker, der stadig har energi. Den første, der får vægtvesten på, er kvinden på holdet. Vi får båret hende igennem en runde. Så skal vi skifte. Vi har heldig og vores instruktør vælger den mindste mand på holdet. Da jeg får ham på skulderne, kan jeg mærke en betydelig forskel. Hele min krop bliver trykket sammen, og jeg kan stadigvæk ikke forstå hvordan jeg kunne holde mig oprejst. Vi hjælper hinanden på forhindringerne. Jeg er så træt at de forhindringer, jeg normalt selv ville tage, får jeg hjælp til. Intet macho-ego tilbage. Der er bare om at komme fremad og blive ved. Jeg kan høre tilskuerne. Det virker til at de er langt væk, selvom de i virkligheden er mindre end 3 meter væk. Damen med mikrofonen taler hele tiden. Jeg registrer ikke hvad hun siger. Jeg har det som om, jeg er i trance. Pludselig stopper alle op og flere begynder at juble. Jeg kigger forvirret omkring. Jeg forstår ikke helt hvad, der sker nu. Jeg spørger en af de andre. “Vi er færdige!” svarer ham. “Hvad skal vi så nu?” spørger jeg lidt fraværende. I det samme hører jeg over højtalerne: “HELL NIGHT ER SLUT!” Hvad? Allerede? Det giver ikke mening i mit hoved. Jeg tør ikke helt tro på det. På den ene side, er jeg klar til at forsætte. På den anden side, vil jeg gerne stoppe. Lige nu glæder jeg mig allermest til at få noget at drikke.

Tak for i år, Hell Night.



One Reply to “Hell Night 2019”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *