OCR Nyhederne

OCR Nyhederne

OCR Nyhederne

De sidste par uger har jeg på min youtube kanal lavet OCR Nyhederne. En oversigt over hvad der er sket i den danske OCR-verden, og der der kommer til at ske de næste par uger. Udover det angstprovokernede i at optage sig selv, og se/høre sig selv på video, så er det noget der tager en del tid.
I denne er jeg dog ret presset på tid, pga The 2019 OCR European Champions. Når dette bliver udgivet, så er jeg faktisk på vej til Polen. #Roadtrip

Samtidig har jeg reddet mig en sommerforkølelse, så min stemme har det ikke så godt. Jeg tænkte at jeg ville spare jer for det traume 😉

Der er hellere ikke så meget at fortælle i OCR nyhederne, i denne uge. Kun Nordic Race. Så jeg ville hellere lave en “aftermovie” 🙂
Men herunder finder du denne uges OCR Nyheder.

Lørdag afholdte Nordic Race Danmarks største OCR event nogensinde, med over 5800 deltagere. Dog viser sportstiming at 5038 løb målstregen. Så Nordic Race har mistet næsten 800 deltagere???? 😉
Men det er også lige meget, for Nordic Race havde lavet en SUPER fed rute. På trods af jeg har deltaget i Nordics løb på Hasle Bakker de sidste 3 år, så var det en ny oplevelse i år. NR havde fundet nogle fede små singlestrail-spor, og nye bakker. Mange bakker!

På podie skete der også nye ting. Top 3 hos kvinderne, kender vi.
#1 Ida Mathilde
#2 Karin Karlson
#3 Annika Thomsen

Men hos herrerne er der sket ting og sager….
#1 Jonas Drescher
#2 Matt Mizinski
#3 Andreas Munk Asmussen

Nu kunne man tro, at der var en del af de erfarne herre, der havde fravalgt NR Hasle Bakker, da der kun er en uge OCREC2019. Men der var flere tidligere podie-herre, blandt deltagerne. Så banelayouttet har nok drillet dem. Jeg tænker, at placering af Power-push (tredie sidst), nok har drillet et par atleter. Da de ikke har kunne hente tid efterfølgende.

OCR Nyhederne
OCR Nyhederne. Billedekredit: J/P OCR/Sport-foto

Jeg vil forsøge at holde jer opdateret omkring OCR European Championships, i den kommende weekend. Følg med på Instagram, facebook og youtube….. Søg på Claus Dietz

Men der er også Toughest 24H Extreme. 24 timer på en 1 km bane med 10 forhindringer, i hold af 4.

I weekenden er der også Spartan European Championships, hvor man ikke behøver at gennemføre forhindringerne. Men kan tage burpees i stedet for.

OCR atlet skal til Crossfit Games

OCR atlet skal med til The Crossfit Games

En af verdens bedste og nok en af de mest berømte OCR-atleter Hunter McIntyre, har fået et vildcard (Blowhard card) til “verdens mesterskabet” i Crossfit, kaldet The Crossfit Games.

Den 30 årige OCR atlet Hunter, er ikke en hr. hvem-som-helst. Han har flere top placeringer i OCR-verden. Blandt andet en 3 plads til Spartan verdensmesterskabet i 2013. (link til resultater) 1 plads til Tough Mudder X i 2018, hvor han vandt over flere Crossfit Games atleter. Hunter er en meget underholdende OCR atlet, der de sidste 10 år har levet af sin sport. Han har har også vundet tv-showet Broken Skull Challenge 3 gange.

Ifølge Hunter selv, kan han udfordre Crossfit games atleterne i Endurance-events. Altså alt hvad der typisk indeholder løb, cykling, svømning m.v. og været mere end 20 minutter. Han mener, at hans svage side er de vægtløftingstekniske event, såsom Snacth og Clean & Jerk. Men dette brude (ifølge ham selv) være nok til at få han placeret i toppen af feltet af Crossfit atleter.

Moring Chalk up interview med OCR atlet Hunter McIntyre.

For at komme med til The Crossfit Games, har den normale vej været, at man skal placere sig godt i “The Open”, som er en online Crossfit konkurrence, Hvor af top 40, i hver region, blev inviteret med til “The Regionals” og herfra går top 5 videre til The Crossfit Games.

I 2018 er dette dog lavet om. Så fra 2018/2019 kan man kvalificere direkte sig igennem en top 20 placering i The Open, eller igennem et af de forskellige “Sanctioned events”. Der bliver afholdt rundt omkring i verden.
Nationale Champions, altså de atleter, som placerer sig bedst i The Open for hvert land, bliver også inviteret med.
Hunter har deltaget i The Open flere gange. I 2018 blev han nr 2063 i verden. (Link til resultater)

Hvordan er dette så kommet i stand? Jo, under et interview, gav Crossfits CEO Greg Glassman det såkaldte Blowhard card til Hunter McIntyre. Dette er kun en lille del af de store ændringer, der sker i Crossfit firmaet lige nu.

Interview med Crossfits founder og CEO Greg Glassman

Det er langt fra alle, der syntes at det er en god ide at Hunter McIntyre kommer med til The Crossfit Games på et wildcard. Hunter er type, der godt kan lide at provokere folk lidt. I et interview har han peget fingere af en mandlig Crossfit atlet, Brent Fikowski, fordi Brent blev overhalet af en kvindelig atlet (Samantha Briggs) i et løbeevent. Dette har startet en mindre SOME-krig imellem de atleter.

OCR atlet vs. Crossfit atlet.

Hvad udfaldet af dette bliver, bliver rigtig interesant at følge med i, til The Crossfit Games, som afholdes fra d. 1 til d. 4 august 2019. www.games.crossfit.com/games

Hvad tænker du? Kan Hunter McIntyre blande sig i toppen af atleter til The Crossfit Games?

Nordic Race Strandparken 2019

Nordic Race Standparken 2019

Arrangør: Nordic Race
Type: OCR
Distance: 5 km
Forhindringer: 32
Tid: det taler vi ikke højt om!
Billeder. J.P. OCR/Sportsfoto

Klokken er lidt over 06:00. Vækkeuret har lige ringet. Tid til at komme op og ud af døren. I dag er det raceday. Men inden jeg selv skal løbe, har jeg lige et par timer, som DOCRA official. Jeg får mine instrukser. Jeg skal stå ved Force5 Lowrig. Men først overværer jeg elitens briefing. Der er et par nye regler. 5 minutters tidstraf, for hver gang en forhindring ikke klares. Uanset om eliten har armbåndet på eller ej. Elite qualifiers har også vest og armbånd. De skal nu også bedømmes efter samme regler, som eliten. Så der er lidt flere at bedømme.


Da jeg ankommer til Low Rig, ligger tågen tyk ind over Amager standparken. Sammen med den anden DOCRA official, Kristina, lægger vi en plan for hvad vi gør. Der ankommer også 2 crew-frivillige. Vi fordeler os, med de crew-frivillige foran forhindringen, og os to DOCRA officials bag forhindringen.
Lige pludselig kommer der 50 mandelige elitedeltagere blæsende rundt om hjørnet. De 6 lanes bliver hurtigt fyldt op, og der er svedige mandekroppe over alt. Der bliver slået til klokker til højre og venstre. Og så er der stille igen. Elite kvinderne blæser rundt om hjørnet. De angriber riggen og kæmper sig igennem. Der bliver slået til klokker og væk er de igen.
Nu venter vi elite qualifiers. De første har fart på, da de runder hjørnet. Andre har lidt bedre tid. Nogle kæmper med alt hvad de har. Andre skal mere guides og have forklaret reglerne. Enkelte tror at de kan tage penalty round i stedet for forhindringen. Nogle venter på deres kammerater. Et par stykker kommer slet ikke igennem forhindringen.

Force5 Low Rig

Vi (de to DOCRA officials) bliver frigjort og jeg bevæger mig over mod tireflip. Men der står en tyk tågen ind over pladsen og jeg kan kun se 10-15 meter frem foran mig. Men jeg finder frem til tireflip, hvor Nicolaj står. Eliteløberne kommer løbene enkeltvis og tager deres 2 dækflip. Vi hygger, uddeler krammere og driller også et par deltagere.

Privatfoto. Tågen lå tæt ind over elitens konkurrence til Nordic Race

Efter officialtjansen er vel overstået og noterne afleveret til Headofficial. Bruger jeg lidt tid i Your Boots teltet og får en tur i trykstøvlerne, så benene kan blive så friske som muligt, inden jeg selv skal løbe.
Da jeg går mod startboksen, samles vi nogle stykker, som har aftalt at løbe sammen. Det her skal bare være en hyggetur.

Da vi bliver sent afsted, møder vi en høj væg, som den første forhindring, og jeg har åbenbart glemt alt om hvordan man forcerer høje vægge. Jeg tosser rundt nede foran og kan sket ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Maria stikker en hånd ned og vil prøve at hive mig op. Men hendes armkræfter kan ikke hive mine 95 kg op ad en væg. Med lidt hjælp fra de andre, kommer jeg da op og over. Rusten skal lige bankes af denne gamle OCRacer. Vi løber videre, tager Over/under-forhindringen og går en hyggelig strandtur med et par lette slamballs. Forsætter til den Low Rig, som jeg stod ved tidligere. Til min rædsel opdager jeg at den er lavet om. Den er blevet svære. Jeg havde ellers planlagt hvordan jeg skulle tage den og få hul på min Low-Rig-møddom. Men det bliver ikke i dag. Jeg giver den et par forsøg, men må desværre springe den over.

Vi løber videre til den nye udgave af Staicase. Med tanke på min mangelende succes på den første væg, siger (stønner, er nok mere præcist) jeg til Michael, jeg har nok brug for en hjælpende hånd på den her. Helt okay, svarer han og løber hen til forhindringen. Sætter sig, så jeg kan gå op ad ham. Jeg træder op på hans lår, får sparket ham i hovedet, finder hans skulder og borer piggene på mine trailsko ned i hans skulder. “Tak for hjælpen”. Oppe på første trin, vender jeg om og hjælper Martin op. Det samme gentager sig, inden vi kan kravle ud på nettet og over den anden side, så vi kan komme ned igen.

Walkover-forhindringen, der er en ny udgave af Staircase.

Vi lunter videre. Over incline og pyramiden, jeg kæmper for at få styr på min vejrtrækning, mens de andre løber og hyggesnakker. Vi kommer til Power Push ( eller wall ball, crossfitterne kalder den). Nogle af de andre racers står og kæmper for at få slamballen over bjælken. Jeg ved at dette er Leon Kofoed og Nikolaj Dam’s ynglingsforhindring. Det er her de altid bruger mest tid. Men da det bliver min tur, flyver min bold fint og højt over. Det hjælper at være garderhøj og vant til at presse ting over hovedet.

Vores lille gruppe samles igen og i samlet folk løber vi videre. Under bro og hen til et kravl i sand. Videre til Prowlerne. Vi skal skubbe en slæde ca 4 meter, og trække den tilbage igen. Jeg ser at den venstre bane er mest jævn, så den tager jeg. Det bliver min tur. Jeg tager fat og lægger at skubbe. Der sker ingenting. Nogen råber at vi skal tage fat længere nede. Så det gør jeg. Lægger alle kræfter i. Slæden flytter sig fremad. Pludselig flytter slæden sig også opad. Jeg har ramt et hul og jeg hænger halvt inde over slæden. Jeg resetter og får flyttet slæden den sidste meter. Tilbage til linien, tager tovet og trækker alt hvad jeg kan. Heldigvis er der et lille jernspyd, som stopper slæden inden kører ind over mig.

Vi forsætter videre igennem Roller (kravl under dæk), der sender minder tilbage til Hell Night 2019 (som du kan læse om her) . Sjovt nok indhenter vi Freddy og Katrine, som arrangeret Hell Night. De står ved den irske bænk og er ved at kæmpe sig over. Freddy hopper og hænger under bjælken, som et dovnedyr. Han spørger, om han må få en hånd til at komme over. Jeg træder villigt til og giver ham et lille skub bagi, med fingeren, som en lille “tak for sidst” Men han kommer over og løber videre. Vores lille gruppe klarer også forhindringen. Sveden drypper af mig, mens vi løber videre. Min vejrtrækning er overfladisk og jeg kæmper for at få min puls ned. Da vi kommer til robeclimp, stopper jeg og går de sidste meter hen til tovet. Kigger op. Hopper op. Griber fat. Fodlåsen kommer af sig selv. Den her gammel cirkushest kan stadig et trick eller to. Fire tag oppe, tror jeg, at jeg kan røre metallet. Men nej. Et tag til, inden jeg kan banke på metallet og glide ned igen.

Vi løber videre i sandet og det føles som om jeg har halvdelen af stranden i mine sko.
Op på Pipeline. Christian er lige foran mig, og da han er næsten ved enden, begynder jeg at trække i snoren, så det rør han har fat i, glider tilbage. Sorry Christian 😉
Powerpull volder ingen problemer, så vi løber hurtigt videre til atlasstene. Jeg smider nemt den ca 70 kg tunge sten op. Uden at bruge “Smadre knæ-teknikken”. Men da jeg smider den ned igen, begynder den at rulle. En af de andre råber at jeg skal holde op med at spille petanque med atlasstenen, for jeg er ved at ramme publikum. Jeg får stoppet stenen, inden den ruller ind i en barnvogn (med barn i).

Vi løber over broen og nu har det meste af strandsandet forladt mine sko. Der er kun de skarpe sten tilbage. Jeg prøver, at banke stenene inde i skoene væk, mens vi løber ned mod dipswalk. Jeg når halvvejs på Dipwalk, da armene begynder at give efter. Kroppen begynder at være træt.
Mit Garmin Fenix 3 (ja, jeg er old school) bipper for tredie gang. Vi har løbet 3 km. Jeg lægger tiderne løseligt sammen i hovedet. Vi har været i gang i ca 35 minutter. Nikolaj Dam og Ida Mathilde havde været i mål nu. Og havde sikket også været i bad. Vi andre får mere på banen for pengene.

Vi kommer til High Rig. Min krop er træt og tung. Jeg hopper op og kommer et par greb frem, inden jeg falder ned. Endnu en ting jeg skal træne mere på.
Da vi nærmer os endnu et kravlestykke, siger Maja: ” De andre (deltager) har gravet så dybe fuger, at Emil (Breum) ville kunne løbe igennem.” Men vi andre må ned på alle fire og kravle igennem endnu mere sand.
Vi lunter videre til Bucketcarry. Den frivillige råber at vi skal fylde spanden med så meget sand, som vi har samvittighed til. Jeg kigger ned i min spand. Jeg har åbenbart ikke så meget samvittighed i dag. Op ad en lille betonvæg. Opad trappen. Nedad trappen. Tøm spanden. Videre.
Vi kommer til Over/under, der også kaldes den runde irskebænk. Men den står i blødeste sand på hele stranden. Så afsættet skal være kraftigt. Jeg hopper op og lander på brystet. Jeg kan ikke få dunken med. Heller ikke på andet forsøg. Jeg skal til at gå videre, da Michael tager fat i mig. “Nej nej, det går ikke. Nu får du en hestesko” Jeg prøver at lade være med at sparke ham i ansigtet denne gang. Kommer over. Ruller den næste. Da vi løber videre, taler vi lidt om, hvad jeg skal træne på for at blive bedre. Jeg svarer: “Jeg skal bare tabe mig 10 kg.” Hvortil han spørger: “Fint, har du en deadline for det?”. Mig: “Ja, i dag”

Min træner Bjørn i de store huller.

Vi løber videre og møder 5 store huller, som Nordic Race har gravet til os. De er fyldt med det koldeste vand. Min lænd begynder at låse, og da vi løber videre, gør den meget ondt. Jeg må ned og gå. Det bliver ikke bedre, da vi skal ned på alle fire og kravle op igennem et rør. Jeg stønner og puster, da jeg vælter ud af toppen. Et par sekunder ligger jeg i fosterstilling. Men får samlet mig op. Jeg ser at den næste forhindring er the Drop. Jeg lister mig stille uden om. Ingen grund til at udfordre skæbnen mere, end højst nødvendigt.

Nordic Race

Jeg genforenes med resten af gruppen og bliver straks mobbet med, at jeg ikke er våd, som de andre. Jeg forklarer kort at min ryg låser og gør ondt, imens vi står i kø til den næste forhindring. Der skal blanceres på 2 slaglinies henover kanalen. Da det bliver min tur, sætter mig over skræves på det linier og hiver mig fremad. Min tights er så glatte, at mine ben næsten ender foran mig og jeg er ved at falde bagover.

Beklager Camilla, billedet er for sjovt til ikke at tage med.

På land igen, går jeg over til næste forhindring. En ny udgave af Rabbithole. Nu med DJ, der byder alle velkommen. Vi skal op igennem et hul i “loftet”. Jeg tager fat i kanten. Svinger mit ben op og presser til. Det niver i mit venstre baglår. Jeg kæmper mig op. Ser om jeg kan komme ud af forhindringen. Det kan jeg ikke. Der er kun en vej og det er fremad. Jeg prøver at kompencere med mit højre ben, da jeg hopper ned igen. Men vi skal op igen og jeg har kun den ene teknik til denne forhindring. Så jeg må prøve med højre. Det går bedre, og jeg kommer igennem det sidste.

Cique Soleil

Humpende kæmper jeg mig efter de andre. Vi kan se at vi skal stå i kø ved den næste forhindring. Den er ny. Det er noget med nogle store ringe og en træstamme. Da det bliver vores tur, så viser resten af gruppe at de har en fortid i Cirque Soleil. De flyver ihvertfald igennem uden de store problemer. Da jeg sætter mig op i den første ring, kan jeg mærke smerterne igennem benene og ryggen. Det går ikke det her. Jeg hopper ned halvvejs. Det bliver ikke i dag.
Videre til Edge. Ingen kræfter og masser af smerter gør at jeg ikke kan holde fast og tager penalty runden i stedet for. Tilbage på banen, er turen kommet til tireflip. De halve traktordæk skal flippes to gange. Jeg halte op til et af dæk-flips-apparaterne. Jeg kan kun bruge mit højre ben. Det venstre støtter bare. Opsådasse! Og igen. Vi skal vist ikke tale om korrekt løfteteknik her. Men dækkene bliver vendt, som var de pandekager.

Da jeg løber videre, er jeg sikker på at jeg minder lidt om One-leggede-Warrior (Bo) og hans løbestil. Bo har fået fjernet det ene ben, lige under knæet. Derfor løber han med et kunstigt ben. Jeg får kun endnu mere respekt for at hans deltagelse i løb. Det er hårdt skulle halte på denne måde.
Jeg må springe Caps Climp over. Det er helt udsolgt, hos mig.
På Wings hjælper jeg en af de andre over, men må selv tage den ydmygende tur, uden om forhindringen, inden vi i samlet folk løber over målstregen.

Stor tak for turen til Maja, Maria, Michael, Martin og Christian. Det var hyggeligt. Håber vi kan gøre det igen en anden gang 🙂
Også tak til Nordic Race for et godt OCRace og en lektion i ydmyghed. Nu ved jeg hvad jeg skal træne til næste gang. Jeg skal træne alt!
En særlig “tak” til samtlige fotograf, for ikke at tage billeder af mig under løbet. 😉

Et skud af min VikingBrother Mathias.

Reborn Obstacle Champion

Reborn OCR Obstalce Champion

Nede ad den lille hullet grus vej, forbi de faldefærdige huse, ligger en lille grøn lade. Døren står på klem og den høje Dakke Dak musik vælter ud. Inde i laden, er der bygget en legeplads for OCRacers. De store atlas sten er skubbet ud til side. Her hersker OCR-ninjaerne.
Halvdelen af laden er en stor træ-konstrukstion. Gulvet er dækket af store tykke madrasser. Ude i siderne ligger der værktøj og flyder. Der er ingen bad eller toilet. Her handler det kun om en ting. Forhindringer!

Reborn OCR har henover vinteren lavet en Ninja-konkurrence, eller “jorden er giftig” for voksne. Dette er niveau 4. Det sidste før finalen.
Princippet er enkelt. Kom fra start til slut, så hurtigt, som muligt, og uden af falde ned af forhindringen, ellers får du 2 minutters tidsstraf. Det kræver en utrolig grebstyrke, for man hænger i armene hele tiden. De fleste står da også og basker med armene, for at få mere blod ud i underarmene.

Udover at være samlingspunkt for alle Danmarks OCR-ninjaer, så er denne lille grønne lade også Reborn OCR’s testcenter. Det er her de prøver nye ideer til forhindringer af, inden de sætter dem op til deres løb. Ovre i hjørnet stå da også prototypen på deres nyeste forhindring. Nogle store metalringe, som man skal kravle igennem.

Stedet er mest velegnet til erfarne OCRacers, da der ikke er en instruktør eller træner tilknyttet. Dog er der mange andre OCRacers, som gerne deler ud af deres erfaringer og tips. Så der er plads til alle, og alle kan få lov til at lege på forhindringerne, lige indtil, der bliver råbt: “Der kommer løber!” og endnu en frygtløs OCRacer kaster sig igennem forhindringerne.
Oftes ser man også jyske OCRacers, der har taget turen fra det mørke Jylland til Slangerup, for at sætte en god tid på banen.

Reborn OCR The Barn
Åben Tirsdag og torsdag. Fra kl 18:00 til kl 21:00, samt visse lørdage.
Adresse: Kroghøjvej, Slangerup
Pris: 80,- for ikke-ROC-medlemmer og 50,- for ROC-medlemmer.
Web: Reborn.dk
Mail: info@reborn.dk
Mere information: Reborn OCR The Barn eller Facebook gruppen

Hell Night 2019

Kære læser.
Tak for at du har klikket dig ind på dette indlæg. Det du skal til at læse her, er min personlige beretning fra Hell Night 2019. Jeg vil tage dig med helt ind i mine tanker og reaktioner. Det kan være, at jeg overdriver en smule undervejs, men jeg håber at du vil føle dig underholdt.
Hell Night er et 6 timers OCR-event, der udfordrer deltagerne både på det fysiske og psykisk plan. Vi (deltagerne) kender ikke udfordringerne på forhånd, men det ligger i luften, at vi ikke kun løbe klassiske OCR (over, under og igennem forhinderinger)

Event: Hell Night
Arrangør: Frederiksværks motionscenter
Medarrangører: Reborn OCR og Evolution Race
En særlig tak til Jens for billeder, giv hans facebook side et link: j.p ocr/sport-foto

Prolog
For 9 dage siden viste jeg ikke at jeg skulle stille op til Hell Night. Men jeg har altid været fascineret af “The Grind” altså de udfordringer, hvor det bare handler om at æde sig selv og arbejde sig igennem udfordringen. Jeg ser det, som en form for test af vilje.
Da jeg gik til soldat i mine unge dage, og under mine besøg hos Frømandskorpset, har jeg hørt mange historier om den legendariske Hell Week. En uge under frømændenes primære uddannelse, hvor de bliver testet og presset til det ydereste. Det er en af de udfordringer, jeg altid har drømt om at give mig selv.
Så jeg startede da naturligvis med at sige pænt nej tak, da jeg fik invitation. Jeg er ikke i god nok form, jeg vejer 10-15 kg for meget, jeg har ikke trænet lang distance i 2,5 år. Undskyldninger var der nok af. Men da jeg kørte hjem, kunne jeg ikke slippe tanken, Så dagen efter, spurgte jeg om tilbuddet stod ved magt. Det gjorde det, og jeg slog til. Nu må det briste eller bære.

Lykkelig uvidenhed og eksploderne lår.
Vi står i en sø, i vand til livet (nogle til halsen). Vi bærer alle på et bildæk. Oppe på bredden, står instruktøren og byde os velkommen. Jeg lytter ikke rigtig efter, for jeg er koncenteret om ikke at vælte ind over hende, som står foran mig. HOVEDET UNDER! Hører jeg instruktøren råbe, og alle andre dukker hovedet ned i det mørke vand. Jeg når at spørge mig selv, hvor for det var at jeg gik i bad og satte hår før det her?
Vi bliver gennet op af søen og alle følger instruktøren ud i den nærliggende skov. Alt om mig er kaos og lige pludselig ligger folk i kanten af stien og laver push ups. Jeg tøver og når at tænke “Skal vi også lave push ups” da en anden instruktør råber at vi skal forsætte med at løbe. DE FØRSTE 10 LAVER 10 PUSH UPS! Jeg kaster mig ud i siden med mit dæk. De andre deltagere løber lige forbi næsen af mig. Kaos forsætter med burpees og mere løb med dæk. Jeg er sikker på at min puls ligger på 280 BPM. Mine lunger er ved at springe ud af brystet på mig. WALKING LUNGES råber instruktøren. Jeg tager et stort skridt og går ned i knæ, da jeg kan mærke en stikkende smerte i mit for- og baglår. Det føles som muskelfibrerne er ved at sprænges.Det samme gentager sig på det andet ben. Mine ben sejler rundt og jeg kæmper for at styre dem. Mine lunger føles nu, som om de ved at blive revet ud. Jeg kæmper for at styre min vejrtrækning. Jeg er presset og vi har ikke været i gang i en time endnu.
Et lille Pro-Tip. Lad vær med at “hvile” bildækket på den der hyggedelle, der sidder på siden. Det giver et grimt slidsår.

Blindebuk Hell Night style.

OCR-Banen
Vi sidder i hvert vores bildæk og får instruktioner om næste udfordring. Vi skal løbe så mange runder, som muligt på en kort klassisk OCR-bane. Vi starter med en tur i søen igen. Alle ca 100 deltager kæmper for at komme ned i vandet og rundt på den lille svømmerute. Jeg ligger midt i klump af mennesker og kan ikke komme frem. Når jeg tager et svømmetag, får jeg sparket eller skubbet til en af de andre racers. Jeg får også selv et par spark. Et af dem, ret tæt på klokkeværket. Okay, jeg må tage det roligt. Det nytter ikke at kæmpe sig frem. Jeg træder næsten vande og kommer kun langsomt frem.
På land igen. En hurtig forhindring. En huskeopgave. AW3L. Jeg løber og mumler Alfa Whisky 3 Lima for mig selv, igen og igen. Jeg kæmper for at få gang i mine tunge ben, der stadig er fyldt med mælkesyre. Jeg bliver overhalet. Over forhindring. Igennem forhindring. Ned og rulle. Jeg er rundtosset, da jeg rejser mig igen. Er ved at vælte ind i strømhegnet, til hestefolden ved siden af mig. Ny forhindring. Ned med fødderne i et dæk, og så skal man kravle fremad med fødderne i dækket. Hvis det her går ret meget langsommere for mig, så triller jeg baglæns. De andre racers, som ikke allerede har overhalet mig, får chancen her. Jeg bliver overhalet til højre og venstre. På et tidspunkt, er der en snegl, der tager omgange omkring mig.
Op på fødderne igen. Videre til halmstakke. Over dem. Ned og kravle. Mine knæ skriger af smerte, imens jeg langsomt kravler op ad den lille bakke, der føles, som Mount Everest. Efter hvad, der føles som et par timer med kravl, får jeg lov til at løbe 5 meter, inden jeg skal ned og kravle igen. Denne gang mudder. Mine knæ er næsten taknemlige for det kolde mudder og vand. Ny vandgrav, denne gang skal hovedet under. Op over mudder bakken. Jeg ser en irsk bænk i rollerudgaven. Altså med våde bildæk på. Jeg når at tænke: “Hvordan i f*cking helved skal jeg kommer over den, da Tina (en af de andre racers) kalder mig. “jeg giver dig et hestesko” og inden at jeg kan nå sluge min mandelige stolthed, har hun nærmest smidt mig halvt op over forhindringen. OCR-piger er fandme badass!
Ned og kravle igen. Mine knæ skriger, da jeg knæler ned. F*ck det, jeg ruller. Da jeg rejser (ret rundtosset) ligner jeg mest af alt en romkugle med kokus. Videre til flip med jernbanesvælger. Jeg er stadig rundtosset og er ved at løbe ind i ladeporten, da retter mig op. Ind i den næste lade. Mine lave løbespring over halmballerne, sidder i skabet. Så er der stadig noget den gamle her kan.
Ud af laden igen. Rundt om hjørnet. Jeg ser to kontrollanter. F*ck, hvad var det jeg skulle huske? Jeg får fremstønnet Alfa Whisky 3 Lima. Korrekt! Min belønning: en tur til. Jeg hører nogle sige, at jeg er den sidste. Pis! Jeg viste at jeg var i dårlig form, men sidst??? Der er kun en vej, og det er fremad.
Vi bliver stoppet, da jeg er 2/3 af min anden runde. Der er sikkert nogle, der er på 3 eller 4 runde. Vi samles i gården. Udfordringen er slut

Hell Night buffet og cocktails.
Vi får besked på at sætte os i hestemøddingen. Vi får mulighed for at få lidt snacks og vand. jeg går direkte efter vandet. Jeg behøver ikke noget at spise. Da der ikke er nok vand, må deles. Hvordan får man fordelt vandet, så det er rimeligt for alle? Mit hoved begynder på alle mulige regnestykker, da jeg kigger på min flaske. Jeg har drukket halvdelen, så jeg giver den videre til den nærmeste.
Vi bliver kaldt til samling. Vi skal nu til det jeg har frygtet mest. Indtagelse af klamme ting. Vi bliver linier op i tre rækker. En til hver “delikatesse” og menuen står på rå æg, surstrømming og en særlig Hell Night cocktail, med med blandt andet chili i.
Jeg holder mig for næsen og prøver bare at sluge. Det går næsten også fint. Men da jeg har taget ægget, vender jeg om, går fem skridt og så kommer det op igen.
Heldigvis er jeg ikke alene om dette. Folk brækker sig til højre og venstre. Alle har opstød og kæmper for at holde det i sig. Vi får besked på at sætte os i hestemøddingen igen.
Vi får udleveret nogle tøjstrimler, som vi skal binde for øjnene. Så skal vi kravle ned i den anden ende af møddingen. Jeg havde aldrig troede at jeg næsten ville nyde at kravle i hestemøg, men der er næsten ingen smerter fra knæene. Kun varmen fra mødding. “Op og stå. Følg min stemme!” Kommandoerne er klare. Men jeg går rundt, som en zombie, med armene ud til siderne. Jeg får fanget en anden hånd. Jeg ved ikke hvem det er. Men “We are in this together” så vi må hjælpe hinanden. Med små usikre skridt går vi fremad sammen. Vi bliver stoppet. Jeg kan høre at vægtvestene bliver fordelt igen. Det bliver råbt numre op. “17! Hvor er 17?” Jeg har nr 117, så jeg holder vejret. Bare de ikke retter det. Jeg magter ikke en vægtvest. De retter det ikke, og vi bliver sat i gang med at lave forskellige øvelser. Blindebuks burpees er lidt af en udfordring, og de forgår meget langsomt. Lige som blindebuks push ups og de andre øvelser. Efter hvad, der føles, som en million gentagelser, får vi besked på at tage bindet af. Helt desorienteret kigger jeg rundt. Vi var ikke der, hvor jeg troede. Alle andre sætter i løb, jeg føler efter. Vi skal ned og sidde på dækkene igen. Denne fase er nu slut og vi skal i gang med næste kapitel, som kaptajn Freddy kalder det.

Mens vi venter på Hell Night buffet

Den uendelige shortcourse
Vi bliver lukket ind i en ridehal, hvor der er opstillet forskellige forhindringer. Instruktion: Gennemfør så mange runder, som muligt. Hvis I er heldige, så får I en runde med en vægtvest.
3-2-1-GO! Som et mindre menneskehav bevæger vi os hen mod de første væg. Kaos, folk springer op og ved at sparke hinanden i hovedet. Jeg undgår en str 45. Finder et hul i menneskehavet og springer op. Svinger benene over, og er sikkert også ved at ramme et par stykker. Sorry.
Næste forhindring, er at slæbe på noget udstyr til ridestævner. Det ligner mest af alt et stykke stakit. Jeg løfter stakittet op og går med museskridt rundt om de to mærkeringer. Det var gik fint.
Videre til en skrå væg, der længer sig ind imod mig. Jeg springer let op og over.
Næste er “Over/under” i springridningsudgaven. Jeg føler mig lidt som de små piger på kæpheste, der leger springheste.
På næste forhindring, er der frit valg imellem Reborns Blackbox og deres Muscle-up. Jeg vælger Blackbox. Lige som de fleste andre.
Videre til Evolutionraces høje væg med et vindue, hvor man skal igennem. Direkte videre til Roller, hvor man klemme sig igennem to niveauer af dæk. Tre kolbøtter, så man kan blive godt rundtosset og man er klar til næste runde.
Jeg kan ikke huske hvor mange runder jeg har været igennem, da jeg kigger op. Igennem tagvinduerne, kan jeg se at det er blevet mørk udenfor. I dagene op til, havde jeg noteret mig hvornår solen gik ned og det blev mørkt. Jeg smiler. Prikker til raceren ved siden af mig. Klokken er over 21:00, så der er mindre end 3 timer tilbage og vi er over halvvejs. Vi smiler og arbejder videre.
Min krop er træt. Jeg er tørstigt. Faktisk så dehydreret, at jeg har hovedpine. Det føles som om huden på min mave og arme er blevet sandblæst. Det er et smertehelvede hver gang jeg skal over en væg eller igennem Blackbox. Jeg blive “belønnet” med 10 burpees for at ramme en af pælene på Over/under-forhindringen. Det er de langsomste burpees i verden. Jeg kan høre folk i det fjerne (på tilskuerpladserne), der råber mit navn. Hele ridehallen kører rundt. Mine skridt at tunge og usikre. På et tidspunkt er jeg ved at gå ind i en væg. Siden runde 3 har jeg valgt at få (og give) så meget hjælp, som muligt, for at spare på mine kræfter. Selv jeg ved at vi er over halvvejs, så ved jeg ikke hvad, der kommer om lidt.

Hell Night Stram op-workout.
Vi er blevet flyttet over i en anden ridehal. Vi er i gang med den sidste af 3 x 9 minutters workout. Mit hoved kæmper en kamp for at regne ud hvor lang tid vi har været i gang, mens min krop bliver ved med at gå i krampe. jeg kan ikke løfte mit hoved, når jeg laver sit-ups, for muskelerne i min hals, er færdige. Når jeg bukker benene, så går min hoftebøjer i krampe. Jeg ligger faktisk bare og spætter, som en fisk på land. Hver gang en instruktør kommer i nærheden af mig, prøver jeg at stramme mig an, og udføre øvelserne rigtigt. Men jeg har ikke længere den fulde kontrol over min krop.
WORKOUTEN ER FORDI! Jeg kæmper for at komme på benene. Mit hoved dunker. Min mund er tør. Hele verden snurrer lidt rundt. Jeg er dehydreret. Næste udfordring er noget med at bære på nogle sten og lave nogle flere øvelser (lunges og frøhop). Men først skal vi lige en igennem søen. De første løber ud af hallen og ud i den kølige aftenluft. Hvorfor har de så travlt? Jeg bevæger mig fremad, som en zombie. Følger bare med strømmen. På vej ned til søen med det sorte vand, prøver jeg at fortælle mig selv at jeg har prøvet det, der er værre før. Jeg kan bare ikke komme i tanke om hvad. Som en gammel mand, med gangstativ, går jeg ned i det kolde sorte vand. Jeg er for træt til at reagere på kulden. Jeg prøver at sætte fra i den bløde bund, men det er som at træde i luft. Jeg begynder at bevæge mine arme i noget, der skal ligne svømmetag. Prøver at fokuser på hvordan vandet holder min krop oppe. Prøver at fokusere på min vejrtrækning. Ikke tænke på de små kramper i ryggen, og hvad der ville ske, hvis de udvikler sig til store kramper. Jeg kan høre stemmer omkring mig. Stemmer fra bredden, der prøver at guide. Stemmer fra de andre i vandet. Den snor, som vi kunne følge tidligere, ligger halvt under vand, så jeg prøver at styre efter en pind, der stikker op ad vandet. Min fod finder snoren, og er ved at vikle sig ind i den. Jeg er for træt til at gå i panik, så jeg sparker bare og kommer fri.
Jeg vender rundt og begynder at svømme ind mod bredden. Jeg bliver blændet af lyset fra billygterne, som peger ud over bredden. SVØM MOD LYSET. Jeg ved ikke om det er noget, jeg tænker, eller der er nogen omkring mig, der råber det. Det eneste jeg kan se, er lyst og nogle sorte prikker, som jeg tror er de andre i vandet. Kramperne i ryggen tager til. Mine arme er trætte. Jeg kan ikke mærke mine ben. Jeg er så tørstig at jeg overvejer, at drikke at det sorte vand, i søen. Jeg fantaser om den lyksalige følelse af vand, i munden, hver vandet rammer mine tørre læber. Jeg svømmer. Krampe. Stemmerne bliver højere. Pludselig bliver stukket en hånd ned foran mig. Jeg rækker ud efter den og bliver trukket op på bredden. Min krop ryster. Jeg ligger med hovedet i græsset. Det her skal vi igennem igen? Jeg tænker tilbage på min vintertræning, som soldat. Bevægelse skaber varme. Jeg rejser mig og begynder at bevæge mig tilbage til hallen.
Inde i hallen, skal vi gå en tur med en sten og lave flere øvelser. Jeg bevæger mig i et rolig tempo. Der er ikke nogen grund til at være den hurtigste (det er der hellere ikke fare for), tiden skal bare gå. Jeg er næsten færdig med min runde, da instruktøren råber at søen er nu lukket og vi “bare” skal forsætte herinde. Indvendigt smiler jeg og jubler.

Teamwork
Workouten er forbi (jeg hører det, som noget andet. Vi bliver guidet tilbage i den første hal, hvor vi får en snack og et lille glas NOCCO drink. Jeg tømmer glasset med det samme, og overvejer om jeg skal tage et mere. Men jeg overhører et spørgmål. “Sikker mange de er. Mon vi har talt rigtigt” Jeg dropper min plan om at stjæle et glas mere. De andre deltagere må være lige så presset, som mig, og der skal være til alle. Jeg må udskyde mit eget behov.
Vi skal igennem shortcoursen igen. Denne gang, som hold. Vi fordeler os i 8 mands grupper. Hver gruppe får en vægtvest, som en i gruppen, skal bære på hver runde. Denne person, må ikke røre jorden og ikke hjælpe på forhindringerne. Personen skal altså bæres. 
Jeg er heldig og kommer på et godt team. Der er et par stykker, der stadig har energi. Den første, der får vægtvesten på, er kvinden på holdet. Vi får båret hende igennem en runde. Så skal vi skifte. Vi har heldig og vores instruktør vælger den mindste mand på holdet. Da jeg får ham på skulderne, kan jeg mærke en betydelig forskel. Hele min krop bliver trykket sammen, og jeg kan stadigvæk ikke forstå hvordan jeg kunne holde mig oprejst. Vi hjælper hinanden på forhindringerne. Jeg er så træt at de forhindringer, jeg normalt selv ville tage, får jeg hjælp til. Intet macho-ego tilbage. Der er bare om at komme fremad og blive ved. Jeg kan høre tilskuerne. Det virker til at de er langt væk, selvom de i virkligheden er mindre end 3 meter væk. Damen med mikrofonen taler hele tiden. Jeg registrer ikke hvad hun siger. Jeg har det som om, jeg er i trance. Pludselig stopper alle op og flere begynder at juble. Jeg kigger forvirret omkring. Jeg forstår ikke helt hvad, der sker nu. Jeg spørger en af de andre. “Vi er færdige!” svarer ham. “Hvad skal vi så nu?” spørger jeg lidt fraværende. I det samme hører jeg over højtalerne: “HELL NIGHT ER SLUT!” Hvad? Allerede? Det giver ikke mening i mit hoved. Jeg tør ikke helt tro på det. På den ene side, er jeg klar til at forsætte. På den anden side, vil jeg gerne stoppe. Lige nu glæder jeg mig allermest til at få noget at drikke.

Tak for i år, Hell Night.



Forberedelserne til Hell Night

For 6 dage siden tog jeg imod udfordringen om at stille op til, og forhåbentlig gennemføre Hell Night 2019. Nu er der 2 dage til event start.
De kalder det for et traditionsrigt EKSTREM OCR event, under mottoet RUN SWIM LIFT ADAPT.
Det skal ikke være være nogen hemmelighed, at jeg ikke kan nå at forberede mig optimalt på så kort tid. Men der er dog et par ting, som jeg kan gøre.

Sol, regn eller torden?

Lige nu siger vejrudsigten at det bliver mellem 22 og 8 grader. I går sagde vejrudsigten at det ville blive torden. Det er en forskel på 14 grader imellem dag og nat. Vi skal nok forvente at være våde en del af tiden. Men det er stadig en udfordring at klæde sig optimalt på. Tager jeg for meget tøj på, så sveder jeg mere og så har jeg det ved at få kramper. Tager jeg for lidt tøj på, så bliver jeg kold og øger riskoen for hypotermi.

Udstyr

Vi har modtaget en kort udstyrsliste: “Som deltager må du have følgende på dig ved eventstart; Undertøj, bukser, strømper, sko, handsker.”
Så jeg har fundet et par korte kompressions tights uden lommer, til brug, som underbukser. Udover dem, har jeg fundet et par gammel slidte lange løbetights, som jeg kan smide ud bagefter, hvis de går i stykker, eller bliver smurt for meget ind i hestemøg (vi skal være på en rideskole).
Strømper, et par ankelhøje løbesokker i kunstfiber. Jeg har holdvis ikke den store tendens til vabler.
Handsker, normalt bruger jeg ikke handsker, med mindre det er koldt. Jeg syntes de begrænser mit greb. Men i dette tilfælde, er det nok bedre at “Have a need-not, then need a have-not” (Gammel marinesoldat ordsprog).
Sko, det var nok det, det der udfordret mig mest. Jeg ved at når jeg er i gang, i så lang tid, så kan mine fødder godt hæve, så mine sko skal være et nummer større end normalt. Vi kender ikke underlaget, men jeg tror ikke det vil være supergodt med et par trailsko, med et groft mønster i sålen. Plus jeg forventer at vi skal sidde lang tid (og mange gange) i bunden af en squat. Her vil det lave drop i et par trailsko, ikke hjælpe mine gammel stive ben.
Jeg har været i gemmerne og finde et par gammel Nike Struktur Trail, som jeg tidligere har løbet marathon i. De er desværre med goretex, og derfor vil de holde på vandet, når vi er ude og svømme, men det har et højt drop (18mm) og et relativt groft sålmønster, så jeg burde kunne stå fast på det meste.
I min dropbag, vil være et helt sæt rent tøj, inkl. håndklæde, til bagefter eventet.

Træning ugen op til Hell Night

De første 4 dage efter jeg havde sagt ja, passede jeg min træning, som normalt. Dog tog jeg et par intervaltræninger og en længere løbetur på 1 time og 45 min, da jeg ikke har løbet længere ture, siden sidste år.
Jeg har været så heldig at crossfit holdene i Boxlife har haft fokus på længere workouts (20-30 minutter), og der været masser af cardio på de hold jeg har taget.
Tirsdagen før Hell Night, havde jeg booket en session med min PT Bjørn. Her fik han presset mig max på min kondition/styrke/udholdenhed.
De sidste 2 dage før eventstart, holder jeg helt træningsfri, for at restituere mest muligt.
Dette er måske ikke den mest optimale forbedrelse, men det er mulighed for, for mig. Det handler om at få det bedste ud af situtationen lige nu.

Uden mad og drikke….

De sidste par uger har jeg prøvet intermittent fasting, hvor jeg ikke indtager kalorier i 16 timer af gangen, og kun spiser i løbet af de restende 8 timer, af døgnet. Det er med til at tømme kulhydratdepoterne i kroppen og vende kroppen til at få energi fra fedtdepoterne. En dag fastende jeg i 24 timer.
At træne i denne tilstand, er ret hårdt, da jeg føler at kun kan give mig 60%, og jeg oplevede et par gange at jeg gik helt sukkerkold. Lidt lige som i et marathon.
Så jeg har planlagt at jeg “cardloader” de sidste par dage op til Hell Night. Det betyder pasta, brød og pre-race-is <3
Samtidige øger jeg også mit væskeindtage, så jeg drikker mindst 3 liter vand pr dag, hvoraf 1 liter indeholder elektrolytter, for at jeg får nok salte og derved minimer min risiko for at få kramper i løbet af de 6 timer, som Helle Night tager.
Den sidste dag og på selve dagen, går jeg amok i bananer. De hjælper mig med at holde styr på min mave, så jeg ikke får løbermave.


Hell Night 2019 – Pre Race

Vi sidder til et møde i Frederiksværk Motionscenter, hvor Freddy fortæller om planerne for Hell Night 2019. 6 timers udfordring i og omkring Frederiksværk. Jeg mindes videoer på facebook live sidste år. Masser af burpees (som alle ved er min ynglingsøvelse). Masser at udfordringer både mentalt og fysiske, i 6 timer.

Freddy kigger på mig og siger: ” jeg har en ekstra billet, skal du ikke med? ”
Hvor til jeg høre mig selv svare: “Najj, altså, øhhh… Det er jeg slet ikke i form til og… Altså jeg øhhh… ” Mens jeg tænker: “Hvor er du blevet en tøsedreng, Claus”

Se årets promo video her: https://www.facebook.com/FrederiksvaerkMotionscenter/videos/264761800887053/

Da jeg kører hjem, kan jeg ikke slippe tanken. Jeg har ikke testet mig selv på den måde, i de sidste 2,5 år. Det kunne være fedt at prøve igen. Men jeg ved også godt at min træningstilstand (eller stilstand), er hellere ikke, som da jeg gennemførte en Iron Viking (Marathon med forhindringer), for 2,5 år siden.
Hele aften skifter jeg imellem at ville sige ja, og fastholde mit “pænt nej tak”. Jeg dunker mig selv oven i hovedet. Hvad blev der af ham Claus, der altid sagde JA til en udfordring? Er han blevet gammel og magelig? Jeg startede 2019 med at have rødvinspatter. Bevars det var en lille A-skål, men det er ikke den jeg vil være. Det er ikke den jeg er! Men jeg er jo også lidt skadet, og jeg har ikke fået løbet nok, og jeg vejer også 10 kg mere, end for 2 år siden.
Men du har prøvet det, der er værre. Du ved at du kan udholde den slags. Men på den anden side, så…..
Men men men…. Jeg må sove på det

Da jeg vågner næsten morgen, kører tanken stadig rundt i mit hoved. Jeg går ind på Facebook og ser nogle af, eller faktisk alle videoerne fra sidste år, mens jeg drikker min morgenkaffe. Da jeg kommer tilbage fra træning, skriver jeg til Freddy og spørger om han stadig har den bilet, han talte om. Han svarer ja da. Pis! Nu er der ingen undskyldninger, der kan redde mig. Let do this!

Der går ikke længe, før der lander en mail i indbakken.
“Kære Hell Night Deltager!”
Det er lidt praktisk information. Blandt andet lidt regler og en kort udstyrsliste.
Vi skal starte på en rideskole. Møde op kl 17:00. Vi går i gang kl 18:00 og er færdige kl 24:00. Der er 6-7 timer, vi skal være i gang. Det er lang tid.

De regner med at ca 70% af deltagerne gennemfører. Er jeg blandt de 70%? Jeg går ind og kigger på deltagerne, der er nogle seriøse bæster imellem.
Jeg minder mig selv om noget jeg lærte en gang. “Du kan dobbelt så meget, som du selv tror og 10 gange, så meget, som din mor tror”
De næste 8 dage står nu på paniktræning og optimering af kosten, som skulle jeg løbe marathon. Er det for tidligt at cardloade? Jeg skal have fundet sko og tøj frem.
Pre race nervøsiteten er allerede begyndt, og der er ingen vej tilbage….
Wish me luck

Et dyp i fiskeaffald.

OCR Eliten

OCR Eliten

Hvad skal der til for at være en del af OCR eliten?

Det er et spørgsmål jeg møder ofte, og jeg må indrømme at jeg selv har leget med tanken. Når jeg ser de fantastiske atleter, som er en del af OCR eliten, og det de kan, så bliver jeg ramt af en kæmpe respekt. De er ikke kun gode løbere. De er ikke kun teknisk dygtige, eller fysisk stærke. De er også mentalt stærke. De skal kunne overvinde deres egne mentale barrierer. Uanset om de frygter, vand, højder, små lukkede rum eller noget fjerde. Så skal de kunne over overvinde den barriere. I mine øjne, er OCR eliten de bedste allround atleter.

Se nu påstår jeg ikke at jeg er den, der ved mest om hvordan man træner op til at være en del af OCR eliten, eller at der en bestemt opskrift på dette. Noget af det smukke ved OCR, er der mange måder træne på. Jeg har derfor spurgt en træner, Nick Watkins, som blandt andet har trænet den danske tidligere verdensmester Ida Mathilde.

Så jeg vil overlade ordet til ham 🙂

TRÆN OP TIL OCR ELITEN

Alle kan træne sig op til OCR eliten – med rette indstilling!

Som medejer af Kraftværk er det meget nemt at sige at det er vores træner team er det eneste der gang på gang bygger Elite OCR løbere. Men en lige så stor faktor på vores medlemmers succes er deres indstilling til træning og fællesskabet på vores hold. Det skaber resultater udover det sædvanlige.

Men hvordan kan man som OCR løber der træner langt væk fra Kraftværk blive del af OCR eliten? Med rette indstilling og træningsrutine kan det at løbe med OCR Eliten være tættere på end du tror.

MENTAL STYRKE

Vi har set mange igennem døren der ikke har rette indstilling til træning, eller indstilling der passer til deres nuværende situation, og derfor får de ikke de OCR-relateret forbedringer de ønsker. De finder aldrig synergien der binder deres træning sammen med deres daglig liv. Alle er ikke ens. Jeg anbefaler altid personlig træning klienter at det første ting du skal gør op med dig selv er hvordan din træning skal passe ind I dit liv. Det gælder alle, uanset trænings niveau.

Spørg dig selv:

  • Hvor meget tid har du til rådighed? (Børn, job, arbejde)
  • Får du støtte hjemmefra (eller i din omgangskreds)
  • Hvor meget bør du træne I forhold til dit nuværende niveau? (her taler vi om kvantitet og intensitet)
  • Er træning noget der bare skal overstås eller noget du glæder dig til?Alle disse ting skal overvejes når du planlægger træningen.

Man hører oftest ordet “Mindset” blive kastet rundt når vi taler om træning og konkurrencer, men glemmer egentlig hvad det egentlig indebærer. Finder du dit indre Jeckell frem under hver eneste træningspas? Presser du dig selv når det drejer sig om hver enkelt gentagelse eller hvert sekund?

Jeg talte en gang med en af de bedste CrossFit atleter I Danmark om hans succes. Hans hemmelighed? “Når du deltager I konkurrencer skal det føles bare som en almindelig træning. Hvis du føler at konkurrencen er hårdere end din daglige træning så træner du ikke hårdt nok”.

Her er der selvfølgelig tale om en professionel atlet der har tid, ressourcer og midler til at koncentrere sig 100% om hans træning. Men vi kan overføre noget af hans indstilling til vores træningspas op til OCR eliten. Føler vi at deltagelse i løb er betydelig hårdere end vores daglige træning? Så kan det være din træningspas skal øges i belastning.

Det giver også mening I forhold til skader på dagen at kroppen er vandt til det belastning vi kaster på den på løbsdagen.

 

Struktur

Man kender det selv. Man dukker op i centret og laver den samme rutine hver gang. Noterer du dine tal/tider/resultater/vægt ind løbende efter træning? Uden at måle sig en gang imellem kan man nemt blive det man siger på engelsk “COMPLACENT”. Det forbindes med ligegyldighed, og må endelig ikke ske med din træning. Er det vigtigere for dig at poste hver træning på Instagram uden at du egentlig er blevet hurtigere/stærkere end sidste gang du lavede samme sæt/distance? Første prioritet er dine forbedringer, et forslag er at du poster kun på sociale medier KUN når du er blevet stærkere eller hurtigere. Det giver dig også en gulerod at sigte efter.

Oprette nogle forskellige benchmark tests/løbedistancer/styrke test du kan lave en gang imellem. Være kreativ. OCR løb er ikke kedelige, så det skal dine test hellere ikke være.  Når du har et overblik over dine resultater kan du også sammenligne dine tal med din livsstil og se om tingene hænger sammen. Du kan også hurtigt ændre noget hvis der er noget der ikke fungerer, frem for at din træning er noget ustruktureret rod.

Vi anbefaler også at du også spørger dine træningsvenner hvad de synes du skal arbejde på, en gang imellem kan det være godt at få deres mening om dine mål og struktur i din træning – det er ikke altid tingene hænger sammen med hvad du synes.

På vores OCR hold I Kraftværk er vi begyndt at arbejde på nyt struktur til vores OCR træning end tidligere, så deltagere kan se hvor deres svagheder ligger og hvor deres træning skal prioriteres. Vi er  begyndt at dele OCR  træningen op i 4 kategorier eller træningsfacetter, her har du nu mulighed for målrettet at få styr på dine svagheder.

Efter vores mening tjener man mere tid på OCR banen ved at arbejde på det man er dårlig til frem for at blive bedre til det man i forvejen er god til. Humøret hænger også sammen med ens kompetancer, det vil sige at vi synes det er lidt sjovere at træne det vi er god til. Faren er at undlade helt at træne vores svagheder.

Træningsmakker

Find en træningsmakker! Gerne en der er hurtigere eller stærkere end dig selv. Her bliver du konstant presset til forbedring og får en der kontakter dig når du pjækker fra træning. Se hvad der gør dem hurtige eller stærkere end dig selv. Deres gode vaner smitter forhåbentlig også af på dig, du lærer rigtig meget af at træne med andre, så udnytte muligheden!

En del af OCR løbere er også begyndt at få personlig trænere til formålet. Det kan jeg også anbefale hvis du er seriøs i forhold til at blive en del af OCR Eliten. Spørg dig selv: har min træner de nødvendige kvalifikationer? Har han selv løbet OCR løb og fået gode resultater? Enhver person kan kalde sig en personlig træner, men du risikerer at spild rigtige mange penge på at du ikke får de gode resultater du havde håbet på.

Det skal  være sjovt!

Man må aldrig gå død i træningen! Man får altid perioder hvor træningslysten forsvinder lidt, tage nogle pausedage eller tilmeld dig nogle sjove events (bouldering/bakkeløb/workshops) der kan give dig udvikling på andre måder end i dagligdagen eller gør træningen sjovere. Samle nogle OCR-tossere sammen nogle gange til en sjov træning udendørs. Lave jeres egen bane på stranden.

 

 

 

 

Motivationen er på nul

Motivationen er på nul

Jeg skulle havde været ude og løbe i dag. Jeg skulle havde løbet 9-10 km i et roligt tempo. Det skulle havde været en dejlig tur. Men min motivation er på nul.

Jeg kender alt til alle mulige motivationsteorier. Helt grundlæggende kan vi været motiveret hen imod noget. Dét vi gerne vil opnå. Det vi kender, som mål. Eller, vi kan være motiveret væk fra noget. Det vi vil undgå eller det vi flygter fra.

Man kan anskue motivation og målsætninger på mange måder. En af dem er delmål eller man kan opstille SMART-mål. Specifikke, Målbare, Attraktive, Realistiske og tidsbaseret mål.
Jeg har helt styr på det, for jeg har været igennem det så mange gange.

Mål: Løbe 1000 km i 2018.
Det er specifikt: 1000 km.
Det er målbart: 1000 km
Det er attraktivt. 1000 er et flot tal.
Det er realistisk: Jeg har gjort det før.
Det er tidsbasseret: I 2018.
Jeg har endda delt det op i delmål. 100 km pr måned eller 25 km pr uge. Jeg har endda forpligtet mig overfor andre, da jeg har udfordret min svigerinde til samme mål.

Men på trods af at jeg har gjort hele mit forarbejde rigtigt, så er min motivation på nul.

Den eneste grund til at jeg kom ud og løbe 2 km i dag, var fordi min kæreste bad mig om at løbe det sammen med hende. Det var hyggeligt, men det var også koldt. Det er meget koldt og mørkt for tiden. Jeg kan mærke at jeg har mest lyst til at kravle ind i en lille hule og blive der indtil sommer. Jeg har lyst til bare at se netflix og æde pizza, indtil at det er blevet lysere og det er 15 grader udenfor. Det er da ikke for meget at forlange.

Det her ligner ikke mig. Jeg er ikke ham med alle undskyldningerne. Jeg er ham, der lægger en plan, og udfører den. Ham, der syntes træning er sjovt og som et frirum. Men jeg er træt. Træt i kroppen. Træt i hovedet. Er jeg ved at blive den gamle mand, som jeg ikke vil være? Det er jo i år at det skarpe hjørne kommer. 40 år.

En lille historie

Jeg hørte en gang en historie om en løve, der levede på savannen. Den løb rundt og nedlagde byttedyr. Der var masser af byttedyr og vand. Løven havde det godt.

Men en dag kom tørken. Først forsvandt vandet, og med vandet forsvandt byttedyrene. I noget tid, kunne løven stadig finde bytte. Men der blev færre og færre dyr. Så til sidst lagde løven sig under et træ og ventede på regnen. For løven vidste at regnen ville komme igen og med regnen kom byttedyrene tilbage.

Jeg ved ikke hvornår regnen kommer. Men jeg ved at om 165 dage er The 2018 OCR European Championships overstået, og så skal jeg slappe af igen. Og jeg ved at i næste uge, får jeg en ny chance for at løbe 25 km på en uge.

 

Obstacle Course Racing på italiensk

Obstacle Course Racing på Italiensk

Obstacle Course Racing på italiensk

Har du overvejet at kombinere din passion for Obstacle Course Racing og ferie? At løbe OCR uden at være pakket ind i neopren eller  blive underafkølet.

Obstacle Course Racing (OCR) er ikke kun stort i Danmark. Det vokser i hele Europa. England, Holland og Danmark er berømte for deres mange OCR-løb. Men i Sydeuropa har også mange gode OCR-løb. Selvfølgelig er deres tradition for OCR anderledes, og de gør tingene på deres egen måde.

I det skønne Italien har de Inferno. En OCR serie, hvor de har op imod 5.000 deltager til deres løb.

Obstacle Course Racing på Italiensk
Obstacle Course Racing på Italiensk

Se den fede video nederste i dette indlæg.

Inferno Obstacle Course Racing

Inferno presents the first Italian OCR Series
to run beyond any obstacle in 3 stages: Snow, City and Mud

Registrations are open on www.infernorun.it/eng
Sunday, March 18th – Piedmont, Prato Nevoso (Cuneo)
Saturday and Sunday, May 5th and 6th – Lombardy, Milan, Idroscalo
Saturday and Sunday, October 13th and 14th – Tuscany, Figline Valdarno (Florence)

For its fifth edition Inferno, the most diabolical and popular Italian OCR with over 5 thousand participants only in 2017, grows up. Three stages in as many new locations to challenge own limits beyond any obstacle for the first Italian OCR Series, which will decide with a single ranking the best Devil 2018.

New courses to discover and the inevitable natural and artificial obstacles, with infernal names, such as Lucifer, Giuda Iscariota, Conte Ugolino and Cocito, with which the competitive athletes will be confronted but also the ever more numerous fans of this developing sport, putting to the test strength, speed, balance, agility and brachiation. The Inferno doors will be really open to everyone, by registering on www.infernorun.it/eng.

Obstacle Course Racing på Italiensk
Obstacle Course Racing på Italiensk

INFERNO SNOW

The infernal round will start on March 18th in Piedmont. Prato Nevoso (Cuneo), one of the most popular ski resorts in Italy, will host Inferno Snow for a very special winter edition. The challenge will be even more engaging thanks to the snow, in addition to the 20 obstacles on the 5 km Short race, and the extraordinary setting of the Maritime Alps. In the competitive category the race will be qualifying for the OCR World Championships 2018.

Obstacle Course Racing på Italiensk
Obstacle Course Racing på Italiensk

INFERNO CITY AND INFERNO MUD

For the second stage the devils will reach Lombardy on 5 and 6 May to invade the Idroscalo of Milan in Segrate with Inferno City. The obstacle course racing will once again ignite the temple of Milanese outdoor sports: fun guaranteed thanks to a course that combines nature, water and obstacles.

For the great final the diabolical OCR will return on October 13th and 14th in its homeland in Tuscany, in Figline Valdarno, in the province of Florence, for the traditional Inferno Mud between mud and smiles. Meet at Norcenni Girasole Village with an adventurous italian journey through vineyards, country woods and hills.

The City and Mud editions are stages of the Italian OCR Championship 2018 with the Standard Course (9 km and 30 obstacles), qualifying in the competitive category for the OCR European and World Championships. Also confirmed the Short Course (3 km and 20 obstacles), opened for the first time in Italy by Inferno in 2017 to children aged 13 to 17, who can again compete for the World Championships.

The goliardic soul of the event will live in the many non-competitive participants of each age group, who will race on the same routes individually or in teams. In fact, more and more teams, representing associations, gyms and companies, choose to face this unforgettable sporting experience to have fun counting on mutual help. For the little mudders from 4 to 12 years old returns the Baby Inferno, which supports with its own proceeds solidarity projects for children and young people. But the news does not end here!

Obstacle Course Racing på Italiensk
Obstacle Course Racing på Italiensk

THE NUMBERS OF INFERNO

Since its birth in 2014, Inferno has brought 12 thousand finishers to cross the finish line in its four editions. The sports event involves obstacle runners of all ages, from 14 to 71 years, including 1 in 3 women, individually or in a team, with 1,500 teams from the beginning. Thanks to the infernal mud 1 marriage, 4 engagements and 6 bachelor parties were celebrated. With the Baby Inferno, which has amused until now 1,000 children, more than 10 thousand euros have been donated to charity. Among the competitive athletes, 15 thousand euros distributed in prizes.

“Inferno was born in 2014 from the passion of a group of Florentine friends and now is the most popular Italian obstacle race – says Mauro Leoni, organizer of Inferno – so much to become a stage of the Italian OCR Championship and to help the promotion of this emerging sports movement, which has more than 41,000 participants at a national level. In 2018 Inferno will continue to grow with three stages really open to all, competitive athletes and enthusiasts, whose only goal is to face a challenge beyond any obstacle and to overcome their own limits always with a smile”.

Link til pressemeddelelsen: PR_Inferno_First_Italian_OCR_Series (1)