Nordic Race Strandparken 2019

Nordic Race Standparken 2019

Arrangør: Nordic Race
Type: OCR
Distance: 5 km
Forhindringer: 32
Tid: det taler vi ikke højt om!
Billeder. J.P. OCR/Sportsfoto

Klokken er lidt over 06:00. Vækkeuret har lige ringet. Tid til at komme op og ud af døren. I dag er det raceday. Men inden jeg selv skal løbe, har jeg lige et par timer, som DOCRA official. Jeg får mine instrukser. Jeg skal stå ved Force5 Lowrig. Men først overværer jeg elitens briefing. Der er et par nye regler. 5 minutters tidstraf, for hver gang en forhindring ikke klares. Uanset om eliten har armbåndet på eller ej. Elite qualifiers har også vest og armbånd. De skal nu også bedømmes efter samme regler, som eliten. Så der er lidt flere at bedømme.


Da jeg ankommer til Low Rig, ligger tågen tyk ind over Amager standparken. Sammen med den anden DOCRA official, Kristina, lægger vi en plan for hvad vi gør. Der ankommer også 2 crew-frivillige. Vi fordeler os, med de crew-frivillige foran forhindringen, og os to DOCRA officials bag forhindringen.
Lige pludselig kommer der 50 mandelige elitedeltagere blæsende rundt om hjørnet. De 6 lanes bliver hurtigt fyldt op, og der er svedige mandekroppe over alt. Der bliver slået til klokker til højre og venstre. Og så er der stille igen. Elite kvinderne blæser rundt om hjørnet. De angriber riggen og kæmper sig igennem. Der bliver slået til klokker og væk er de igen.
Nu venter vi elite qualifiers. De første har fart på, da de runder hjørnet. Andre har lidt bedre tid. Nogle kæmper med alt hvad de har. Andre skal mere guides og have forklaret reglerne. Enkelte tror at de kan tage penalty round i stedet for forhindringen. Nogle venter på deres kammerater. Et par stykker kommer slet ikke igennem forhindringen.

Force5 Low Rig

Vi (de to DOCRA officials) bliver frigjort og jeg bevæger mig over mod tireflip. Men der står en tyk tågen ind over pladsen og jeg kan kun se 10-15 meter frem foran mig. Men jeg finder frem til tireflip, hvor Nicolaj står. Eliteløberne kommer løbene enkeltvis og tager deres 2 dækflip. Vi hygger, uddeler krammere og driller også et par deltagere.

Privatfoto. Tågen lå tæt ind over elitens konkurrence til Nordic Race

Efter officialtjansen er vel overstået og noterne afleveret til Headofficial. Bruger jeg lidt tid i Your Boots teltet og får en tur i trykstøvlerne, så benene kan blive så friske som muligt, inden jeg selv skal løbe.
Da jeg går mod startboksen, samles vi nogle stykker, som har aftalt at løbe sammen. Det her skal bare være en hyggetur.

Da vi bliver sent afsted, møder vi en høj væg, som den første forhindring, og jeg har åbenbart glemt alt om hvordan man forcerer høje vægge. Jeg tosser rundt nede foran og kan sket ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Maria stikker en hånd ned og vil prøve at hive mig op. Men hendes armkræfter kan ikke hive mine 95 kg op ad en væg. Med lidt hjælp fra de andre, kommer jeg da op og over. Rusten skal lige bankes af denne gamle OCRacer. Vi løber videre, tager Over/under-forhindringen og går en hyggelig strandtur med et par lette slamballs. Forsætter til den Low Rig, som jeg stod ved tidligere. Til min rædsel opdager jeg at den er lavet om. Den er blevet svære. Jeg havde ellers planlagt hvordan jeg skulle tage den og få hul på min Low-Rig-møddom. Men det bliver ikke i dag. Jeg giver den et par forsøg, men må desværre springe den over.

Vi løber videre til den nye udgave af Staicase. Med tanke på min mangelende succes på den første væg, siger (stønner, er nok mere præcist) jeg til Michael, jeg har nok brug for en hjælpende hånd på den her. Helt okay, svarer han og løber hen til forhindringen. Sætter sig, så jeg kan gå op ad ham. Jeg træder op på hans lår, får sparket ham i hovedet, finder hans skulder og borer piggene på mine trailsko ned i hans skulder. “Tak for hjælpen”. Oppe på første trin, vender jeg om og hjælper Martin op. Det samme gentager sig, inden vi kan kravle ud på nettet og over den anden side, så vi kan komme ned igen.

Walkover-forhindringen, der er en ny udgave af Staircase.

Vi lunter videre. Over incline og pyramiden, jeg kæmper for at få styr på min vejrtrækning, mens de andre løber og hyggesnakker. Vi kommer til Power Push ( eller wall ball, crossfitterne kalder den). Nogle af de andre racers står og kæmper for at få slamballen over bjælken. Jeg ved at dette er Leon Kofoed og Nikolaj Dam’s ynglingsforhindring. Det er her de altid bruger mest tid. Men da det bliver min tur, flyver min bold fint og højt over. Det hjælper at være garderhøj og vant til at presse ting over hovedet.

Vores lille gruppe samles igen og i samlet folk løber vi videre. Under bro og hen til et kravl i sand. Videre til Prowlerne. Vi skal skubbe en slæde ca 4 meter, og trække den tilbage igen. Jeg ser at den venstre bane er mest jævn, så den tager jeg. Det bliver min tur. Jeg tager fat og lægger at skubbe. Der sker ingenting. Nogen råber at vi skal tage fat længere nede. Så det gør jeg. Lægger alle kræfter i. Slæden flytter sig fremad. Pludselig flytter slæden sig også opad. Jeg har ramt et hul og jeg hænger halvt inde over slæden. Jeg resetter og får flyttet slæden den sidste meter. Tilbage til linien, tager tovet og trækker alt hvad jeg kan. Heldigvis er der et lille jernspyd, som stopper slæden inden kører ind over mig.

Vi forsætter videre igennem Roller (kravl under dæk), der sender minder tilbage til Hell Night 2019 (som du kan læse om her) . Sjovt nok indhenter vi Freddy og Katrine, som arrangeret Hell Night. De står ved den irske bænk og er ved at kæmpe sig over. Freddy hopper og hænger under bjælken, som et dovnedyr. Han spørger, om han må få en hånd til at komme over. Jeg træder villigt til og giver ham et lille skub bagi, med fingeren, som en lille “tak for sidst” Men han kommer over og løber videre. Vores lille gruppe klarer også forhindringen. Sveden drypper af mig, mens vi løber videre. Min vejrtrækning er overfladisk og jeg kæmper for at få min puls ned. Da vi kommer til robeclimp, stopper jeg og går de sidste meter hen til tovet. Kigger op. Hopper op. Griber fat. Fodlåsen kommer af sig selv. Den her gammel cirkushest kan stadig et trick eller to. Fire tag oppe, tror jeg, at jeg kan røre metallet. Men nej. Et tag til, inden jeg kan banke på metallet og glide ned igen.

Vi løber videre i sandet og det føles som om jeg har halvdelen af stranden i mine sko.
Op på Pipeline. Christian er lige foran mig, og da han er næsten ved enden, begynder jeg at trække i snoren, så det rør han har fat i, glider tilbage. Sorry Christian 😉
Powerpull volder ingen problemer, så vi løber hurtigt videre til atlasstene. Jeg smider nemt den ca 70 kg tunge sten op. Uden at bruge “Smadre knæ-teknikken”. Men da jeg smider den ned igen, begynder den at rulle. En af de andre råber at jeg skal holde op med at spille petanque med atlasstenen, for jeg er ved at ramme publikum. Jeg får stoppet stenen, inden den ruller ind i en barnvogn (med barn i).

Vi løber over broen og nu har det meste af strandsandet forladt mine sko. Der er kun de skarpe sten tilbage. Jeg prøver, at banke stenene inde i skoene væk, mens vi løber ned mod dipswalk. Jeg når halvvejs på Dipwalk, da armene begynder at give efter. Kroppen begynder at være træt.
Mit Garmin Fenix 3 (ja, jeg er old school) bipper for tredie gang. Vi har løbet 3 km. Jeg lægger tiderne løseligt sammen i hovedet. Vi har været i gang i ca 35 minutter. Nikolaj Dam og Ida Mathilde havde været i mål nu. Og havde sikket også været i bad. Vi andre får mere på banen for pengene.

Vi kommer til High Rig. Min krop er træt og tung. Jeg hopper op og kommer et par greb frem, inden jeg falder ned. Endnu en ting jeg skal træne mere på.
Da vi nærmer os endnu et kravlestykke, siger Maja: ” De andre (deltager) har gravet så dybe fuger, at Emil (Breum) ville kunne løbe igennem.” Men vi andre må ned på alle fire og kravle igennem endnu mere sand.
Vi lunter videre til Bucketcarry. Den frivillige råber at vi skal fylde spanden med så meget sand, som vi har samvittighed til. Jeg kigger ned i min spand. Jeg har åbenbart ikke så meget samvittighed i dag. Op ad en lille betonvæg. Opad trappen. Nedad trappen. Tøm spanden. Videre.
Vi kommer til Over/under, der også kaldes den runde irskebænk. Men den står i blødeste sand på hele stranden. Så afsættet skal være kraftigt. Jeg hopper op og lander på brystet. Jeg kan ikke få dunken med. Heller ikke på andet forsøg. Jeg skal til at gå videre, da Michael tager fat i mig. “Nej nej, det går ikke. Nu får du en hestesko” Jeg prøver at lade være med at sparke ham i ansigtet denne gang. Kommer over. Ruller den næste. Da vi løber videre, taler vi lidt om, hvad jeg skal træne på for at blive bedre. Jeg svarer: “Jeg skal bare tabe mig 10 kg.” Hvortil han spørger: “Fint, har du en deadline for det?”. Mig: “Ja, i dag”

Min træner Bjørn i de store huller.

Vi løber videre og møder 5 store huller, som Nordic Race har gravet til os. De er fyldt med det koldeste vand. Min lænd begynder at låse, og da vi løber videre, gør den meget ondt. Jeg må ned og gå. Det bliver ikke bedre, da vi skal ned på alle fire og kravle op igennem et rør. Jeg stønner og puster, da jeg vælter ud af toppen. Et par sekunder ligger jeg i fosterstilling. Men får samlet mig op. Jeg ser at den næste forhindring er the Drop. Jeg lister mig stille uden om. Ingen grund til at udfordre skæbnen mere, end højst nødvendigt.

Nordic Race

Jeg genforenes med resten af gruppen og bliver straks mobbet med, at jeg ikke er våd, som de andre. Jeg forklarer kort at min ryg låser og gør ondt, imens vi står i kø til den næste forhindring. Der skal blanceres på 2 slaglinies henover kanalen. Da det bliver min tur, sætter mig over skræves på det linier og hiver mig fremad. Min tights er så glatte, at mine ben næsten ender foran mig og jeg er ved at falde bagover.

Beklager Camilla, billedet er for sjovt til ikke at tage med.

På land igen, går jeg over til næste forhindring. En ny udgave af Rabbithole. Nu med DJ, der byder alle velkommen. Vi skal op igennem et hul i “loftet”. Jeg tager fat i kanten. Svinger mit ben op og presser til. Det niver i mit venstre baglår. Jeg kæmper mig op. Ser om jeg kan komme ud af forhindringen. Det kan jeg ikke. Der er kun en vej og det er fremad. Jeg prøver at kompencere med mit højre ben, da jeg hopper ned igen. Men vi skal op igen og jeg har kun den ene teknik til denne forhindring. Så jeg må prøve med højre. Det går bedre, og jeg kommer igennem det sidste.

Cique Soleil

Humpende kæmper jeg mig efter de andre. Vi kan se at vi skal stå i kø ved den næste forhindring. Den er ny. Det er noget med nogle store ringe og en træstamme. Da det bliver vores tur, så viser resten af gruppe at de har en fortid i Cirque Soleil. De flyver ihvertfald igennem uden de store problemer. Da jeg sætter mig op i den første ring, kan jeg mærke smerterne igennem benene og ryggen. Det går ikke det her. Jeg hopper ned halvvejs. Det bliver ikke i dag.
Videre til Edge. Ingen kræfter og masser af smerter gør at jeg ikke kan holde fast og tager penalty runden i stedet for. Tilbage på banen, er turen kommet til tireflip. De halve traktordæk skal flippes to gange. Jeg halte op til et af dæk-flips-apparaterne. Jeg kan kun bruge mit højre ben. Det venstre støtter bare. Opsådasse! Og igen. Vi skal vist ikke tale om korrekt løfteteknik her. Men dækkene bliver vendt, som var de pandekager.

Da jeg løber videre, er jeg sikker på at jeg minder lidt om One-leggede-Warrior (Bo) og hans løbestil. Bo har fået fjernet det ene ben, lige under knæet. Derfor løber han med et kunstigt ben. Jeg får kun endnu mere respekt for at hans deltagelse i løb. Det er hårdt skulle halte på denne måde.
Jeg må springe Caps Climp over. Det er helt udsolgt, hos mig.
På Wings hjælper jeg en af de andre over, men må selv tage den ydmygende tur, uden om forhindringen, inden vi i samlet folk løber over målstregen.

Stor tak for turen til Maja, Maria, Michael, Martin og Christian. Det var hyggeligt. Håber vi kan gøre det igen en anden gang 🙂
Også tak til Nordic Race for et godt OCRace og en lektion i ydmyghed. Nu ved jeg hvad jeg skal træne til næste gang. Jeg skal træne alt!
En særlig “tak” til samtlige fotograf, for ikke at tage billeder af mig under løbet. 😉

Et skud af min VikingBrother Mathias.

Hell Night 2019

Kære læser.
Tak for at du har klikket dig ind på dette indlæg. Det du skal til at læse her, er min personlige beretning fra Hell Night 2019. Jeg vil tage dig med helt ind i mine tanker og reaktioner. Det kan være, at jeg overdriver en smule undervejs, men jeg håber at du vil føle dig underholdt.
Hell Night er et 6 timers OCR-event, der udfordrer deltagerne både på det fysiske og psykisk plan. Vi (deltagerne) kender ikke udfordringerne på forhånd, men det ligger i luften, at vi ikke kun løbe klassiske OCR (over, under og igennem forhinderinger)

Event: Hell Night
Arrangør: Frederiksværks motionscenter
Medarrangører: Reborn OCR og Evolution Race
En særlig tak til Jens for billeder, giv hans facebook side et link: j.p ocr/sport-foto

Prolog
For 9 dage siden viste jeg ikke at jeg skulle stille op til Hell Night. Men jeg har altid været fascineret af “The Grind” altså de udfordringer, hvor det bare handler om at æde sig selv og arbejde sig igennem udfordringen. Jeg ser det, som en form for test af vilje.
Da jeg gik til soldat i mine unge dage, og under mine besøg hos Frømandskorpset, har jeg hørt mange historier om den legendariske Hell Week. En uge under frømændenes primære uddannelse, hvor de bliver testet og presset til det ydereste. Det er en af de udfordringer, jeg altid har drømt om at give mig selv.
Så jeg startede da naturligvis med at sige pænt nej tak, da jeg fik invitation. Jeg er ikke i god nok form, jeg vejer 10-15 kg for meget, jeg har ikke trænet lang distance i 2,5 år. Undskyldninger var der nok af. Men da jeg kørte hjem, kunne jeg ikke slippe tanken, Så dagen efter, spurgte jeg om tilbuddet stod ved magt. Det gjorde det, og jeg slog til. Nu må det briste eller bære.

Lykkelig uvidenhed og eksploderne lår.
Vi står i en sø, i vand til livet (nogle til halsen). Vi bærer alle på et bildæk. Oppe på bredden, står instruktøren og byde os velkommen. Jeg lytter ikke rigtig efter, for jeg er koncenteret om ikke at vælte ind over hende, som står foran mig. HOVEDET UNDER! Hører jeg instruktøren råbe, og alle andre dukker hovedet ned i det mørke vand. Jeg når at spørge mig selv, hvor for det var at jeg gik i bad og satte hår før det her?
Vi bliver gennet op af søen og alle følger instruktøren ud i den nærliggende skov. Alt om mig er kaos og lige pludselig ligger folk i kanten af stien og laver push ups. Jeg tøver og når at tænke “Skal vi også lave push ups” da en anden instruktør råber at vi skal forsætte med at løbe. DE FØRSTE 10 LAVER 10 PUSH UPS! Jeg kaster mig ud i siden med mit dæk. De andre deltagere løber lige forbi næsen af mig. Kaos forsætter med burpees og mere løb med dæk. Jeg er sikker på at min puls ligger på 280 BPM. Mine lunger er ved at springe ud af brystet på mig. WALKING LUNGES råber instruktøren. Jeg tager et stort skridt og går ned i knæ, da jeg kan mærke en stikkende smerte i mit for- og baglår. Det føles som muskelfibrerne er ved at sprænges.Det samme gentager sig på det andet ben. Mine ben sejler rundt og jeg kæmper for at styre dem. Mine lunger føles nu, som om de ved at blive revet ud. Jeg kæmper for at styre min vejrtrækning. Jeg er presset og vi har ikke været i gang i en time endnu.
Et lille Pro-Tip. Lad vær med at “hvile” bildækket på den der hyggedelle, der sidder på siden. Det giver et grimt slidsår.

Blindebuk Hell Night style.

OCR-Banen
Vi sidder i hvert vores bildæk og får instruktioner om næste udfordring. Vi skal løbe så mange runder, som muligt på en kort klassisk OCR-bane. Vi starter med en tur i søen igen. Alle ca 100 deltager kæmper for at komme ned i vandet og rundt på den lille svømmerute. Jeg ligger midt i klump af mennesker og kan ikke komme frem. Når jeg tager et svømmetag, får jeg sparket eller skubbet til en af de andre racers. Jeg får også selv et par spark. Et af dem, ret tæt på klokkeværket. Okay, jeg må tage det roligt. Det nytter ikke at kæmpe sig frem. Jeg træder næsten vande og kommer kun langsomt frem.
På land igen. En hurtig forhindring. En huskeopgave. AW3L. Jeg løber og mumler Alfa Whisky 3 Lima for mig selv, igen og igen. Jeg kæmper for at få gang i mine tunge ben, der stadig er fyldt med mælkesyre. Jeg bliver overhalet. Over forhindring. Igennem forhindring. Ned og rulle. Jeg er rundtosset, da jeg rejser mig igen. Er ved at vælte ind i strømhegnet, til hestefolden ved siden af mig. Ny forhindring. Ned med fødderne i et dæk, og så skal man kravle fremad med fødderne i dækket. Hvis det her går ret meget langsommere for mig, så triller jeg baglæns. De andre racers, som ikke allerede har overhalet mig, får chancen her. Jeg bliver overhalet til højre og venstre. På et tidspunkt, er der en snegl, der tager omgange omkring mig.
Op på fødderne igen. Videre til halmstakke. Over dem. Ned og kravle. Mine knæ skriger af smerte, imens jeg langsomt kravler op ad den lille bakke, der føles, som Mount Everest. Efter hvad, der føles som et par timer med kravl, får jeg lov til at løbe 5 meter, inden jeg skal ned og kravle igen. Denne gang mudder. Mine knæ er næsten taknemlige for det kolde mudder og vand. Ny vandgrav, denne gang skal hovedet under. Op over mudder bakken. Jeg ser en irsk bænk i rollerudgaven. Altså med våde bildæk på. Jeg når at tænke: “Hvordan i f*cking helved skal jeg kommer over den, da Tina (en af de andre racers) kalder mig. “jeg giver dig et hestesko” og inden at jeg kan nå sluge min mandelige stolthed, har hun nærmest smidt mig halvt op over forhindringen. OCR-piger er fandme badass!
Ned og kravle igen. Mine knæ skriger, da jeg knæler ned. F*ck det, jeg ruller. Da jeg rejser (ret rundtosset) ligner jeg mest af alt en romkugle med kokus. Videre til flip med jernbanesvælger. Jeg er stadig rundtosset og er ved at løbe ind i ladeporten, da retter mig op. Ind i den næste lade. Mine lave løbespring over halmballerne, sidder i skabet. Så er der stadig noget den gamle her kan.
Ud af laden igen. Rundt om hjørnet. Jeg ser to kontrollanter. F*ck, hvad var det jeg skulle huske? Jeg får fremstønnet Alfa Whisky 3 Lima. Korrekt! Min belønning: en tur til. Jeg hører nogle sige, at jeg er den sidste. Pis! Jeg viste at jeg var i dårlig form, men sidst??? Der er kun en vej, og det er fremad.
Vi bliver stoppet, da jeg er 2/3 af min anden runde. Der er sikkert nogle, der er på 3 eller 4 runde. Vi samles i gården. Udfordringen er slut

Hell Night buffet og cocktails.
Vi får besked på at sætte os i hestemøddingen. Vi får mulighed for at få lidt snacks og vand. jeg går direkte efter vandet. Jeg behøver ikke noget at spise. Da der ikke er nok vand, må deles. Hvordan får man fordelt vandet, så det er rimeligt for alle? Mit hoved begynder på alle mulige regnestykker, da jeg kigger på min flaske. Jeg har drukket halvdelen, så jeg giver den videre til den nærmeste.
Vi bliver kaldt til samling. Vi skal nu til det jeg har frygtet mest. Indtagelse af klamme ting. Vi bliver linier op i tre rækker. En til hver “delikatesse” og menuen står på rå æg, surstrømming og en særlig Hell Night cocktail, med med blandt andet chili i.
Jeg holder mig for næsen og prøver bare at sluge. Det går næsten også fint. Men da jeg har taget ægget, vender jeg om, går fem skridt og så kommer det op igen.
Heldigvis er jeg ikke alene om dette. Folk brækker sig til højre og venstre. Alle har opstød og kæmper for at holde det i sig. Vi får besked på at sætte os i hestemøddingen igen.
Vi får udleveret nogle tøjstrimler, som vi skal binde for øjnene. Så skal vi kravle ned i den anden ende af møddingen. Jeg havde aldrig troede at jeg næsten ville nyde at kravle i hestemøg, men der er næsten ingen smerter fra knæene. Kun varmen fra mødding. “Op og stå. Følg min stemme!” Kommandoerne er klare. Men jeg går rundt, som en zombie, med armene ud til siderne. Jeg får fanget en anden hånd. Jeg ved ikke hvem det er. Men “We are in this together” så vi må hjælpe hinanden. Med små usikre skridt går vi fremad sammen. Vi bliver stoppet. Jeg kan høre at vægtvestene bliver fordelt igen. Det bliver råbt numre op. “17! Hvor er 17?” Jeg har nr 117, så jeg holder vejret. Bare de ikke retter det. Jeg magter ikke en vægtvest. De retter det ikke, og vi bliver sat i gang med at lave forskellige øvelser. Blindebuks burpees er lidt af en udfordring, og de forgår meget langsomt. Lige som blindebuks push ups og de andre øvelser. Efter hvad, der føles, som en million gentagelser, får vi besked på at tage bindet af. Helt desorienteret kigger jeg rundt. Vi var ikke der, hvor jeg troede. Alle andre sætter i løb, jeg føler efter. Vi skal ned og sidde på dækkene igen. Denne fase er nu slut og vi skal i gang med næste kapitel, som kaptajn Freddy kalder det.

Mens vi venter på Hell Night buffet

Den uendelige shortcourse
Vi bliver lukket ind i en ridehal, hvor der er opstillet forskellige forhindringer. Instruktion: Gennemfør så mange runder, som muligt. Hvis I er heldige, så får I en runde med en vægtvest.
3-2-1-GO! Som et mindre menneskehav bevæger vi os hen mod de første væg. Kaos, folk springer op og ved at sparke hinanden i hovedet. Jeg undgår en str 45. Finder et hul i menneskehavet og springer op. Svinger benene over, og er sikkert også ved at ramme et par stykker. Sorry.
Næste forhindring, er at slæbe på noget udstyr til ridestævner. Det ligner mest af alt et stykke stakit. Jeg løfter stakittet op og går med museskridt rundt om de to mærkeringer. Det var gik fint.
Videre til en skrå væg, der længer sig ind imod mig. Jeg springer let op og over.
Næste er “Over/under” i springridningsudgaven. Jeg føler mig lidt som de små piger på kæpheste, der leger springheste.
På næste forhindring, er der frit valg imellem Reborns Blackbox og deres Muscle-up. Jeg vælger Blackbox. Lige som de fleste andre.
Videre til Evolutionraces høje væg med et vindue, hvor man skal igennem. Direkte videre til Roller, hvor man klemme sig igennem to niveauer af dæk. Tre kolbøtter, så man kan blive godt rundtosset og man er klar til næste runde.
Jeg kan ikke huske hvor mange runder jeg har været igennem, da jeg kigger op. Igennem tagvinduerne, kan jeg se at det er blevet mørk udenfor. I dagene op til, havde jeg noteret mig hvornår solen gik ned og det blev mørkt. Jeg smiler. Prikker til raceren ved siden af mig. Klokken er over 21:00, så der er mindre end 3 timer tilbage og vi er over halvvejs. Vi smiler og arbejder videre.
Min krop er træt. Jeg er tørstigt. Faktisk så dehydreret, at jeg har hovedpine. Det føles som om huden på min mave og arme er blevet sandblæst. Det er et smertehelvede hver gang jeg skal over en væg eller igennem Blackbox. Jeg blive “belønnet” med 10 burpees for at ramme en af pælene på Over/under-forhindringen. Det er de langsomste burpees i verden. Jeg kan høre folk i det fjerne (på tilskuerpladserne), der råber mit navn. Hele ridehallen kører rundt. Mine skridt at tunge og usikre. På et tidspunkt er jeg ved at gå ind i en væg. Siden runde 3 har jeg valgt at få (og give) så meget hjælp, som muligt, for at spare på mine kræfter. Selv jeg ved at vi er over halvvejs, så ved jeg ikke hvad, der kommer om lidt.

Hell Night Stram op-workout.
Vi er blevet flyttet over i en anden ridehal. Vi er i gang med den sidste af 3 x 9 minutters workout. Mit hoved kæmper en kamp for at regne ud hvor lang tid vi har været i gang, mens min krop bliver ved med at gå i krampe. jeg kan ikke løfte mit hoved, når jeg laver sit-ups, for muskelerne i min hals, er færdige. Når jeg bukker benene, så går min hoftebøjer i krampe. Jeg ligger faktisk bare og spætter, som en fisk på land. Hver gang en instruktør kommer i nærheden af mig, prøver jeg at stramme mig an, og udføre øvelserne rigtigt. Men jeg har ikke længere den fulde kontrol over min krop.
WORKOUTEN ER FORDI! Jeg kæmper for at komme på benene. Mit hoved dunker. Min mund er tør. Hele verden snurrer lidt rundt. Jeg er dehydreret. Næste udfordring er noget med at bære på nogle sten og lave nogle flere øvelser (lunges og frøhop). Men først skal vi lige en igennem søen. De første løber ud af hallen og ud i den kølige aftenluft. Hvorfor har de så travlt? Jeg bevæger mig fremad, som en zombie. Følger bare med strømmen. På vej ned til søen med det sorte vand, prøver jeg at fortælle mig selv at jeg har prøvet det, der er værre før. Jeg kan bare ikke komme i tanke om hvad. Som en gammel mand, med gangstativ, går jeg ned i det kolde sorte vand. Jeg er for træt til at reagere på kulden. Jeg prøver at sætte fra i den bløde bund, men det er som at træde i luft. Jeg begynder at bevæge mine arme i noget, der skal ligne svømmetag. Prøver at fokuser på hvordan vandet holder min krop oppe. Prøver at fokusere på min vejrtrækning. Ikke tænke på de små kramper i ryggen, og hvad der ville ske, hvis de udvikler sig til store kramper. Jeg kan høre stemmer omkring mig. Stemmer fra bredden, der prøver at guide. Stemmer fra de andre i vandet. Den snor, som vi kunne følge tidligere, ligger halvt under vand, så jeg prøver at styre efter en pind, der stikker op ad vandet. Min fod finder snoren, og er ved at vikle sig ind i den. Jeg er for træt til at gå i panik, så jeg sparker bare og kommer fri.
Jeg vender rundt og begynder at svømme ind mod bredden. Jeg bliver blændet af lyset fra billygterne, som peger ud over bredden. SVØM MOD LYSET. Jeg ved ikke om det er noget, jeg tænker, eller der er nogen omkring mig, der råber det. Det eneste jeg kan se, er lyst og nogle sorte prikker, som jeg tror er de andre i vandet. Kramperne i ryggen tager til. Mine arme er trætte. Jeg kan ikke mærke mine ben. Jeg er så tørstig at jeg overvejer, at drikke at det sorte vand, i søen. Jeg fantaser om den lyksalige følelse af vand, i munden, hver vandet rammer mine tørre læber. Jeg svømmer. Krampe. Stemmerne bliver højere. Pludselig bliver stukket en hånd ned foran mig. Jeg rækker ud efter den og bliver trukket op på bredden. Min krop ryster. Jeg ligger med hovedet i græsset. Det her skal vi igennem igen? Jeg tænker tilbage på min vintertræning, som soldat. Bevægelse skaber varme. Jeg rejser mig og begynder at bevæge mig tilbage til hallen.
Inde i hallen, skal vi gå en tur med en sten og lave flere øvelser. Jeg bevæger mig i et rolig tempo. Der er ikke nogen grund til at være den hurtigste (det er der hellere ikke fare for), tiden skal bare gå. Jeg er næsten færdig med min runde, da instruktøren råber at søen er nu lukket og vi “bare” skal forsætte herinde. Indvendigt smiler jeg og jubler.

Teamwork
Workouten er forbi (jeg hører det, som noget andet. Vi bliver guidet tilbage i den første hal, hvor vi får en snack og et lille glas NOCCO drink. Jeg tømmer glasset med det samme, og overvejer om jeg skal tage et mere. Men jeg overhører et spørgmål. “Sikker mange de er. Mon vi har talt rigtigt” Jeg dropper min plan om at stjæle et glas mere. De andre deltagere må være lige så presset, som mig, og der skal være til alle. Jeg må udskyde mit eget behov.
Vi skal igennem shortcoursen igen. Denne gang, som hold. Vi fordeler os i 8 mands grupper. Hver gruppe får en vægtvest, som en i gruppen, skal bære på hver runde. Denne person, må ikke røre jorden og ikke hjælpe på forhindringerne. Personen skal altså bæres. 
Jeg er heldig og kommer på et godt team. Der er et par stykker, der stadig har energi. Den første, der får vægtvesten på, er kvinden på holdet. Vi får båret hende igennem en runde. Så skal vi skifte. Vi har heldig og vores instruktør vælger den mindste mand på holdet. Da jeg får ham på skulderne, kan jeg mærke en betydelig forskel. Hele min krop bliver trykket sammen, og jeg kan stadigvæk ikke forstå hvordan jeg kunne holde mig oprejst. Vi hjælper hinanden på forhindringerne. Jeg er så træt at de forhindringer, jeg normalt selv ville tage, får jeg hjælp til. Intet macho-ego tilbage. Der er bare om at komme fremad og blive ved. Jeg kan høre tilskuerne. Det virker til at de er langt væk, selvom de i virkligheden er mindre end 3 meter væk. Damen med mikrofonen taler hele tiden. Jeg registrer ikke hvad hun siger. Jeg har det som om, jeg er i trance. Pludselig stopper alle op og flere begynder at juble. Jeg kigger forvirret omkring. Jeg forstår ikke helt hvad, der sker nu. Jeg spørger en af de andre. “Vi er færdige!” svarer ham. “Hvad skal vi så nu?” spørger jeg lidt fraværende. I det samme hører jeg over højtalerne: “HELL NIGHT ER SLUT!” Hvad? Allerede? Det giver ikke mening i mit hoved. Jeg tør ikke helt tro på det. På den ene side, er jeg klar til at forsætte. På den anden side, vil jeg gerne stoppe. Lige nu glæder jeg mig allermest til at få noget at drikke.

Tak for i år, Hell Night.



Review Reborn Obstacle Course Race

Review: Reborn Obstacle Course Race

This is a translation of an Obstacle Race review that I have previously made. Read the original review here (in Danish): OCR Denmark

Distance: 5.5 km
Number of obstacles: 30

For more OCR like this visit: Reborn Obstacle Course Race

Reborn Obstacle Course Race

Then came the day where I was officially to be reborn as a badass by Reborn Obstacle Course Race. I am in a big cold hall, along with the rest of the participants on my heat. We are 30 Obstacle course racers who stand and warm up the sound of the pumping bass from the big speakers right behind us. The DJ spinning records behind the desk. I look up at the bar, would not you rather go up and have a big beer and just enjoy the party from there? No! once you have said A must then you must say Reborn. I’m looking around at the other Racers. Some laugh. Some look a little nervous about. Me? I’m going mentally into myself. I know what is waiting for me. Today I dance with my own inner demons.

I get torn out of my thought as the door in front of us goes and we are called into the other room. It is full of smoke and the instructor tells us to take care of ourselves and each other. He finishes his instruction as a gate at the back of the room rises and a bunch of soldiers bump in. We are chasing out while shooting around us. And we are off!

Picture from OCR Denmark
Picture from OCR Denmark

The start of something bad

I feel bad enough to perceive that we are running through a fence as we suddenly stand in front of a cliff field where some white threads hang down. FUCK! Power! We have not once reached 200 meters yet! I really hate power barriers after I was locked unconsciously by a power prevention last year. I can hear the small clicks from the wires. I breathe deeply. Down on the stomach. Completely down and down. I must have timed it a little wrong or got too much speed as I’m climbing up on the back of him in front. I come out and turn around to see that the power barrier is only 10 meters long. It seemed like several hundred meters.

Next obstacle is crawling under a metal net, where fireballs are shot out. I hear one of the other racers ask if there’s electricity in this too? FUCK! WHAT! I can calm down again when I hear the answer. No, it’s there not. Phew … ..

Picture from OCR Denmark
Picture from OCR Denmark

Jump jump

Next “pleasure” is a 5 km high tower which we must climb up in and WHAT??!!?! Jump of it? No, it must be a mistake. But I get up on the platform and look at the other racers. They just jump. Can they not hear the demon sitting on my shoulder and shouting?? And into the cold water! I’m swimming just as a rock! The instructor shouts that I’m free. All the others are in the water and on the way up on the other side. I breathe deeply, sending a thought to my buddy who usually helps me through such challenges. Where is he today? Oh, he’s gonna rip and take pictures of me right now. I run (quickly) towards the edge and take the big step into nothing.

F****CK!!!

I hit the cold water. I don’t even know how they have the power to cool the water to below the freezing point without getting it iced, but I’m sure I saw a polar bear waving under the water. I swam about half of the 300 km across the small canal as the cramps enter and I have to switch to breaststroke (aka. dog swimming). Great now it’s both cold and slow. As I look for what feels like several hours getting crawled up the ladder and after walking in circles three times – in a form of cold shock, I can “run” on, with a pair of rubber legs that do not want to do want I want. I’m looking over to start. We have not yet reached / moved 500 meters. Phew, this will be a long race.

Picture from OCR Denmark
Picture from OCR Denmark

Back in it

We’ll get the warmth again with a couple of obstacles and a lot of races as we obviously go on a beach trip. There are three pipes in a water puddle. I step into the water pit and in the third step, my leg goes to my thigh. I’m falling into another breed and now my shoes are also stuck. Welcome to chopped walks in water to the hip. When I finally get to the three tubes, it appears to me that there is water in the pipe and it blows against me that seems like Bodil’s hurricane is resurrected very locally across the Refshale island and she will obviously kiss with me inside the world’s smallest pipe, so glad I cannot pull myself forward.

Even better, then, I’ll get out of the pipe. Bodil has obviously gained strength and I have to venture out and dive under the water. Salt water and sand are just the best to get in your nose. NOT! I get on my legs and try to move on while I try to get sand and saltwater out of my eyes, nose and mouth as I hit a hole again and go to the knee. Continue. Just forward.

More swimming

After getting the heat back on a small run, we will obviously return to the swimming pool. Out in the water (yes, it’s still as cold) and it’s getting fast deep. I’m going to a pontoon that we’re going to underneath. Now it’s just that there’s a part of the male anatomy that pulls together when they get cold and they get really cold, so they can also pull themselves up in the body. IT MAKES FUCKING DISCOUNT! And it makes it harder to climb up the wet / slippery cargonet. The cool breeze did not help a ski.

So as soon as we get to the armor that ends in nothing, it’s delicious that you can just hang a little dry before you drop and get another turn into the black undercooled water. “They” crawl longer and you can feel that you are alive. Very alive.

After a little shift of sandbags and crawling over scaffolding we came to Hell’s forecourt, aka. Sergentens playground. Downhill, across the impossible slope, uphill, downhill, over stone wall, uphill, downhill. Collect car tires up and uphill back and forth again. Collect 200 liters of oil barrels (if some ask, it was filled) down again. Along with the beautiful comfort of Sergeant in his megaphone, we received many “loving” words along the way.

Picture from OCR Denmark
Picture from OCR Denmark

More running

There was a little more running before we came to the world’s smallest soap basin filled with soap. It’s nice to be washed before we reach a target, so on my belly as my eye catches something. The white wires hanging over the soap. FUCK!! POWER AGAIN?! FUCK FUCK FUCK !! I’d rather freak out the shabby burpees!

Oh, onward! Barbed wire crawl and on to the jerry-can pull. I look up the other racers a little. They struggle to pull the heavy jerrycans all the way up to the top. I’m looking at a jerry-can that seems to have no hesitation. Jumps up and grabs the rope. It’s moving so badly! I smile a little to myself and think: Sometimes it pays to be a bit heavy in the ass

We run on and dance like little ballerinas through the deck. Note: Next time we’ll have to tickle.

Picture from OCR Denmark
Picture from OCR Denmark

Become Reborn

We are coming down to the world’s smallest concrete congestion. Hey! We should be reborn! Not buried! I breathe all air out of the lungs and start climbing forward at a very calm pace, just over my head being fired more very high shots, and before the flashbacks of my soldier’s time can now come in, I breathe in, so I’m almost stuck in my narrow concrete floor. Air back and forth. There must be a life after being buried alive. And that life apparently includes a trip over a tall-wall over a 800-meter high wall using what was probably a strong rope. Right now, it seems most like grabbing a wet and smooth medisin sauce hanging down by a vertical mudspoon. The best part of all is that on the other hand, it was the same – but then I did not get firewood in my hands as I slipped the last 200 meters down the rope.

Over and over

On my way to the next wall, it turns out to me that it’s crooked. It leans towards us. I jump up and just get over the wall. Hmm … I try again and get one leg over. While I just hang out and dry a little, I think it’s not always a good idea to be a bit heavy in the ass. But I came over and the next obstacles are ……. Another sloping wall!! As the young people say, WTF. Welcome to obstacle race.

We run down to an area where there are a lot of containers that we have to cross while a few soldiers shout us. Again, the memories go to my soldier’s time, there was also a lot that shouted from me. I smile a little as we run towards the last crawling obstacles. No power!! Jubbiii !!

Picture from OCR Denmark
Picture from OCR Denmark

Riot control

While we are in the mood with a riot, there is a spectator who shouts at us. I do not really hear what they are shouting but get the answer back that they can just bring a few beers to us. They have no beer, only shots. So suddenly there is a pit stop. Time to Jägermeister! The bottle runs fast between us three races, so we have the strength of the last meters in goal. We get around the last corner as the demon on my shoulder wakes up again. FUCK! The last tower jumping! 800 meters slowly up and very quickly into the still underwater water .. .. Or, it was the plan until the demon reminds me that you can scale – there is also a challenge next time. We jump from the harbor edge. “They” crawl again and I can swim in land for the last time.

I have been rolled today, baptized a couple of times, burned, buried alive and is now Reborn Obstacle Course Race.

Disclaimer: This review is written based on my personal experience of Reborn Obstacle course race. Certain things might be described a bit more exaggerated than those in vainness
/ Claus